Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Miloš Forman

Oprindelige forfattere PSch og UBra Seneste forfatter Redaktionen

Miloš Forman, f. 18.2.1932, tjekkisk filminstruktør. Miloš Forman var sammen med Jiří Menzel (f. 1938) og Ivan Passer (f. 1933) en hovedkraft i nybruddet i tjekkisk film i midten af 1960'erne.

Hans første film, Sorte Peter (1964), og især Blondinens kærlighed (1965) fik international succes med deres fint afstemte og sørgmuntre skildringer af hverdagslivet i det socialistiske samfund. I Brandmænd i fyr og flamme (1967) forenede han elegant realismen med det allegoriske i fortællingen om landsbyens brandkorps, der afholder det årlige bal, mens en ildebrand bryder ud.

Miloš Forman, der opholdt sig i udlandet, da Tjekkoslovakiet blev invaderet i 1968, fortsatte herefter sit virke i amerikansk film; først med det satiriske generationsportræt, Taking Off (1971), siden med mesterværket One Flew Over the Cuckoo's Nest (1975, Gøgereden) om patienternes frihedskamp på et sindssygehospital.

Annonce

Amerika-tidsbilledet Ragtime (1981) og Mozartfilmen Amadeus (1984) hører til blandt hans mere konventionelle storfilm.

I 1990'erne lavede Miloš Forman to film om kontroversielle enspændere, The People vs. Larry Flynt (1996, Folket mod Larry Flynt) om pornokongen Larry Flynt (f. 1942) og Man On The Moon (1999) om komikeren Andy Kaufman (1949-84). 2006 kom Goya's Ghosts.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Schepelern, Ulrik Brandt: Miloš Forman i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. maj 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=78386