Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Olsen-banden

Oprindelig forfatter IbLin Seneste forfatter Redaktionen

Olsen-banden-filmene var ikke mindst kendt for de mange fantasifulde gags og special effects, og der blev anvendt en del sprængstof, bl.a. i de film, hvor Preben Kaas spiller Dynamit-Harry. Til højre ses Erik Balling.

Olsen-banden-filmene var ikke mindst kendt for de mange fantasifulde gags og special effects, og der blev anvendt en del sprængstof, bl.a. i de film, hvor Preben Kaas spiller Dynamit-Harry. Til højre ses Erik Balling.

Olsen-banden, en af de mest succesrige filmserier i dansk filmhistorie, skabt af Erik Balling og Henning Bahs. Filmene kan karakteriseres som kriminalkomedier, og i tråd med folkekomediens traditioner afstak de bevidst snævre rammer for deres egne klichéer. Inden for disse rammer var filmene usædvanlig vellavede og velspillede og fremviste stor idérigdom i handling og satire, der kunne være skånselsløst vittige, men aldrig forfaldt til fordomme eller selvtilfredshed.

Hovedpersonerne er bandelederen Egon Olsen (Ove Sprogøe) og bandemedlemmerne Benny Franzen (Morten Grunwald) og Kjeld Jensen (Poul Bundgaard); Egon har altid en genial plan, men noget går hver gang galt, og i modsætning til de to andre ender Egon bag tremmerne. I det næsten faste persongalleri indgår også Kjelds kone, Yvonne (Kirsten Walther).

Den første film kom i 1968 og hed blot Olsen-banden. I 1974, efter den sjette film, besluttede Balling og Bahs at stoppe serien, men allerede året efter genoptog de den, og først efter endnu syv film blev serien indstillet i 1981. Filmene er med små udsving alle filmhåndværk af høj kvalitet, og opfindsomheden er intakt fra først til sidst; Olsen-banden ser rødt (1976) fremhæves ofte som seriens højdepunkt.

Annonce

42072770.jpg
Filmene
ÅrTitel
1968Olsen-banden
1969Olsen-banden på spanden
1971Olsen-banden i Jylland
1972Olsen-bandens store kup
1973Olsen-banden går amok
1974Olsen-bandens sidste bedrifter
1975Olsen-banden på sporet
1976Olsen-banden ser rødt
1977Olsen-banden deruda'
1978Olsen-banden går i krig
1979Olsen-banden overgiver sig aldrig
1981Olsen-bandens flugt over plankeværket
1981Olsen-banden over alle bjerge
1998Olsen-bandens sidste stik
De første 13 film blev instrueret af Erik Balling og havde manuskript af Balling og Henning Bahs. Den 14. og sidste film blev instrueret af Tom Hedegaard og Morten Arnfred med manuskript af Henning Bahs.

I 1998 fik serien en epilog i form af Olsen-bandens sidste stik, hvor de tre bandemedlemmer i en høj pensionistalder genoptager deres meritter. Bundgaard døde under optagelserne, men efter en manuskriptændring blev filmen færdigindspillet med Tommy Kenter som Kjeld i nogle af scenerne. Også instruktøren, Tom Hedegaard (1942-98), døde under optagelserne, og filmen færdiggjordes af Morten Arnfred.

Olsen-bande-filmene opnåede også succes i enkelte andre lande, specielt i det daværende DDR, hvor deres brede popularitet var mindst lige så stor som i Danmark.

Det skyldes bl.a., at man her, i modsætning til i Vesttyskland, gjorde sig umage med at overføre originalernes særlige jargon til den synkroniserede lydside. I Norge og Sverige blev de kopieret og nyindspillet som henholdsvis Olsen-Banden og Jönsson-ligaen.

Olsen-banden. Plakaten til seriens første film. Typerne er lagt: Egon Olsen, rank og med høj cigarføring, følges af de to hundehoveder, den traneagtige, letbenede Benny og den tunge, kuede og forsigtige Kjeld, hvis ben aldrig rigtig vil følge med, og som altid bærer jordemodertasken med bandens værktøj. Typernes karakteristika ændredes ikke siden, men blev diskret nuanceret og udbygget. Specielt blev svælget større mellem Egons napoleoniske storhedsvanvid og de andres visionsløse småborgerlighed.

Olsen-banden. Plakaten til seriens første film. Typerne er lagt: Egon Olsen, rank og med høj cigarføring, følges af de to hundehoveder, den traneagtige, letbenede Benny og den tunge, kuede og forsigtige Kjeld, hvis ben aldrig rigtig vil følge med, og som altid bærer jordemodertasken med bandens værktøj. Typernes karakteristika ændredes ikke siden, men blev diskret nuanceret og udbygget. Specielt blev svælget større mellem Egons napoleoniske storhedsvanvid og de andres visionsløse småborgerlighed.

Gaden ind til Vridsløselille Fængsel kom kort efter Ove Sprogøes død til at hedde Egon Olsens Vej.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Lindberg: Olsen-banden i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=135239