Filmfestival, arrangement, hvor film præsenteres, ofte med tildeling af filmpriser. Den første filmfestival fandt sted i 1932 som en del af Venedigs biennale og havde til formål at fremhæve film som kunst.

Efter 2. Verdenskrig blev filmfestivalerne mere udbredt med Cannes Filmfestivalen (1946) som den mest fremtrædende. Denne festival samt festivalerne i Venedig og Berlin (1951) er fremdeles Europas vigtigste, men i dag findes der filmfestivaler af alle typer og størrelser over det meste af kloden.

En filmfestival er en kulturel begivenhed – som regel med tilstedeværelse af filmstjerner og med tæt pressedækning – der kan tjene forskellige specifikke formål. Ud over konkurrencer med henblik på at kåre festivalens bedste film og efterfølgende uddeling af filmpriser kan en festival fungere som kommercielt marked og/eller præsentationsforum for de nyeste film.

Den kan omhandle en bestemt type film, et tema eller en geografisk region – som fx Odense Film Festival om eksperimental- og animationsfilm (1975), kvindefilmfestivalen Films de Femmes i Frankrig (1979), Festival Panafricain du Cinéma de Ouagadougou (FESPACO) i Burkina Faso (1969) eller Midnight Sun Film Festival (1986) døgnet rundt i dagslys.

En stigende interesse for filmfestivaler har betydet, at en række festivaler med forskellige specialområder er blevet etableret. Copenhagen International Film Festival (siden 2003) har primært fokus på europæisk film og uddeler hvert år Den gyldne Svane, mens Buster hører under CPH:FILMFESTIVALS (siden 2000) og er en festival for børne- og ungdomsfilm. Af andre danske festivaler kan nævnes Copenhagen Gay & Lesbian Filmfestival (siden 1986), Natfilmfestivalen (siden 1990) og dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX (siden 2003).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig