Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det Danske Filminstitut

Oprindelig forfatter IbBo Seneste forfatter Marie-Louise Hammer

Det Danske Filminstitut, statsligt institut under Kulturministeriet. Filminstituttet afløste i 1972 Filmfonden, der blev finansieret af indtægter fra bevillings- og billetafgiften. Midlerne til instituttets virke fremskaffes gennem bevillinger på finansloven.

I 1996 trådte en ny dansk filmlov i kraft, og i 1997 flyttede de hidtil adskilte offentlige danske filminstitutioner (Statens Filmcentral, Det Danske Filmmuseum og Det Danske Filminstitut) ind i Filmhuset i København under en fælles ledelse og det fælles navn Det Danske Filminstitut.

Organisationen er struktureret med tre hovedområder, hvortil der gives støtte: produktion og udvikling af alle typer film, distribution og formidling af film- og filmkultur samt arkiv-, museums- og cinemateksvirksomhed.

Annonce

Direktionen består af en administrerende direktør og tre områdedirektører. Instituttet præsenterer danske film ved festivaler i udlandet og ved nationale filmuger i Danmark, og det støtter desuden importen af udenlandske kvalitetsfilm.

Filminstituttet har adresse i Gothersgade i København og har derudover lokaliteter i Glostrup.

Det Danske Filminstituts hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Bondebjerg: Det Danske Filminstitut i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=61677