Stumfilm, film uden tale og anden lyd. Stumfilm var normen indtil fremkomsten af et brugbart lydsystem i slutningen af 1920'erne. Filmene var som regel forsynet med korte tekstsekvenser og ledsaget af musik i tilskuerrummet, men grundvilkåret var den manglende adgang til et verbalt udtryk. Derfor kaldtes stumfilm "den stumme kunst".
Skuespillerne forfinede deres mimespil og kropssprog, og filmskaberne søgte at berige billedudtrykket med raffinerede kompositioner, stemningsfuld belysning og avanceret klipning. Samtidig var kunsten international; film og filmfolk krydsede let frem og tilbage over landegrænserne.
Med tonefilmens komme blev stumfilmen udkonkurreret; de landvindinger, som skabtes i stumfilmperioden, bestod dog.
Siden 1980'erne har nyrestaureringer og repremierer været med til at skærpe opmærksomheden om stumfilmenes særegne udtryksform.
Se også film - filmkunstens udvikling.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.