Melodrama, oprindelig en teaterform, opstået i Frankrig i slutningen af 1700-tallet og først og fremmest repræsenteret af Jean-Jacques Rousseau med den "lyriske scene" Pygmalion (1770) og af dramatikeren Guilbert de Pixerécourt (1773-1844).

Faktaboks

Etymologi
Ordet melodrama kommer af græsk melos 'sang, melodi' og drama.

Hans spektakulære og romantiske stykker om dydens og det godes sejr, ofte tilsat elementer fra den gotiske, skrækromantiske tradition, blev iscenesat i en dramatisk form, hvor bl.a. musik, ballet og tableauer bidrog til at udtrykke de store følelsesmæssige dilemmaer, som er melodramaets kendetegn.

I Danmark har Holger Drachmann udnyttet genren i Vølund Smed og Renæssance (begge 1894) og Melodramaer (1895).

I 1900-tallet er betegnelsen melodrama især blevet brugt om følelsesbetonede film, beregnet på et kvindeligt publikum og nedvurderende ofte kaldt "tårepersere".

De klassiske filmmelodramaer fra 1930'erne og 1940'erne er tragiske historier om den store kærlighed, der kun kan vare ved som et minde, fx Casablanca (1942) og Waterloo Bridge (1940, Waterloo Broen), eller de handler om moderen, der ofrer sig for sit barn, fx Stella Dallas (1937), og kvinden, der ofrer sig for manden, fx Anna Karenina (1935) og Camille (1937, Kameliadamen).

Karakteristiske træk er brugen af nærbilleder af tårevædede ansigter, storladen, sentimental underlægningsmusik samt mangelen på egentlig udvikling i fortællingen eller i tegningen af personerne, som er i større kræfters, skæbnens eller tilfældets vold.

Melodramaet fik i 1950'erne en vis ironisk undertone med Douglas Sirks film, især Written on the Wind (1957, Dårskabens timer), og med tv-serier som Dallas (1978-91, 2012-) og Dynasty (1981-89, Dollars) fik genren et nyt, effektfuldt medie.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig