Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

krimi

Oprindelig forfatter PSch Seneste forfatter Redaktionen

krimi, kriminalfilm, filmgenre, der fremstiller en forbrydelse og opklaringen deraf. Genrer som agentfilm, detektivfilm, gangsterfilm, horrorfilm, politifilm, spionfilm og thrillerfilm kan ses som varianter af kriminalfilmen. Blandt de tidlige kriminalfilm er Louis Feuillades serier fra 1910'erne og Fritz Langs M (1931) og Das Testament des Dr. Mabuse (1933, Dr. Mabuses Testamente). 1940'erne var en storhedstid for genren; den såkaldte film noir slog igennem med film som John HustonsThe Maltese Falcon (1941, Ridderfalken) og Howard Hawks' The Big Sleep (1946, Sternwoodmysteriet), baseret på kriminalromaner af Dashiell Hammett og Raymond Chandler. Af berømte detektiver, der har fået kød og blod på film, kan nævnes Conan DoylesSherlock Holmes, mest overbevisende spillet af Basil Rathbone (1892-1967), Agatha ChristiesHercule Poirot og Miss Marple, fremstillet af Peter Ustinov og Margaret Rutherford i film som Death on the Nile (1978, Døden på Nilen) og Murder, She Said (1961, 4:50 fra Paddington), samt Simenons kommissær Maigret, spillet med tyngde af Jean Gabin i fx Maigret tend un piège (1957, Detektiven Maigret).

Oprindelse af ordet krimi: 1. led af lat. criminalis 'som vedrører forbrydelser, af crimen 'forbrydelse'.

Af berømte kriminalfilm kan også nævnes Robert Hamers (1911-63) Kind Hearts and Coronets (1949, Syv små synder), Akira KurosawasRashomon (1950), Henri-Georges Clouzots Les diaboliques (1954, Rædslernes hus), Roman PolanskisChinatown (1974), David Finchers (f. 1965) Seven (1995) samt en række af Alfred Hitchcocks film, bl.a. Strangers on a Train (1951, Farligt møde) og Psycho (1960).

Blandt danske kriminalfilm er tidlige værker Benjamin Christensens Hævnens Nat (1916), George Schnéevoigts Præsten i Vejlby (1931), den første film med dansk tale. Siden fulgte Bodil IpsensMordets Melodi (1944), Esben Høilund Carlsens (1941-2011) Nitten røde roser (1974), Anders RefnsStrømer (1976), Lars von TriersThe Element of Crime (1984, Forbrydelsens element) og Ole BornedalsNattevagten (1994). Dertil kommer kriminalfilm i folkekomediens form som Erik Ballings serie om Olsen-banden (1968-81).

Annonce

Se også krimi (tv) og krimi (litteratur).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Schepelern: krimi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=111058