Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

folkekomedie

Oprindelig forfatter Malmk Seneste forfatter Redaktionen

folkekomedie, filmgenre med letfattelig handling og en enkel komik. Folkekomedien er ganske universel, om end mindre udbredt i Hollywood og Det Fjerne Østen. Den er typisk beregnet på et nationalt marked med genkendelige, ofte landlige miljøer, folkekære skuespillere og en forudsigelig handling: De gode græder, og de onde ler, men alt kommer for en dag, og det ender med de godes sejr og de ondes straf. I Nordeuropa er genren blevet dyrket op gennem hele filmhistorien, men den egentlige udvikling kom først med tonefilmen.

Den kolde krig i 1950'erne indbød til enkle, optimistiske fabler om retfærd og lykke, og i Danmark satte filmselskabet ASAs succes med De røde Heste (1950) efter Morten Korchs roman en bølge i gang frem til 1970'erne. Ud over de i alt 18 film bygget på Morten Korchs bøger, som fx Mosekongen (1950), Det gamle guld (1951) og Det store løb (1952) producerede andre selskaber film over samme læst efter romaner og ugebladshistorier, fx Sagas Historien om Hjortholm (1950) og Palladiums Hejrenæs (1953). Den af kritikerne forkætrede genre synes nu henvist til tv-føljetonen. For folkekomedien som genre inden for drama og teater, se komedie.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Malmkjær: folkekomedie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=77721