Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dokumentarfilm

Oprindelige forfattere IbBo, LJuhl og SBirk Seneste forfatter Redaktionen

dokumentarfilm, film- og tv-genre, der fremviser autentiske personer, miljøer og hændelser. I dokumentarfilmen fremstår virkeligheden ikke uformidlet, men gør indtryk i kraft af dokumentaristens kreative bearbejdning. Det er frem for alt publikums forventning om dokumentarismen som verificerbar, der afgrænser genren i forhold til spillefilmen og giver den sin prestige som folkeoplysende, agiterende og kunstnerisk udtryksform.

Fremkomst og den første storhedstid (1895-1945)

1895-1908 dominerede filmpioneren Louis Lumière og hans efterlignere med dokumentationer af begivenheder og hverdagssituationer. Disse autentiske småfilm blev gradvis udkonkurreret af spillefilmen og reduceret til indslag i rejsefilm, propaganda og (fra 1910) ugerevyer. Med amerikaneren Robert Flahertys personlige eskimoskildring Nanook of the North (1922) opnåede dokumentarfilmen sin første, sensationelle succes. Filmens intime fortællemåde og almenmenneskelige appel var skoledannende og udløste en strøm af rejsefilm med eksotisk præg. 1920'ernes begejstring for samfundet som moderne kollektiv sås aftegnet i sovjetrusseren Dziga Vertovs dokumentariske eksperimenter med filmklipning (montage), fx ugerevyen Kino Pravda (1922-23, dvs. Film sandhed), og i Vestens kalejdoskopiske såkaldte bysymfonier, fx Walter Ruttmanns (1887-1941) Berlin: die Sinfonie der Großstadt (1927).

Dokumentarfilmens første storhedstid i 1930'erne og begyndelsen af 1940'erne stod i propagandaens tegn. I Tyskland hyldede Leni Riefenstahl den nazistiske massekultur i den stort anlagte Triumph des Willens (1935) og i Olympia I-II (1938, Olympiadefilmen I-II), mens den britiske documentary-bevægelse under John Griersons ledelse priste det folkelige sammenhold i veloplagte oplysningsfilm om samfundet og krigsindsatsen, fx Harry Watt (1906-87) og Basil WrightsNight Mail (1936) og Humphrey JenningsListen to Britain (1942). Den samme ånd prægede i USA Pare Lorentz (1905-92) og Joris IvensNew Deal-film og Frank CaprasWhy We Fight-krigsserie (1942-45).

Annonce

Dokumentarfilmens krise og anden storhedstid (efter 1945)

Efter krigens mange statspålagte opgaver opstod en produktionskrise, der også skyldtes tv's voksende dominans som aktualitetsmedium. Dokumentarfilmen blev en niche for kommercielt finansierede subgenrer som rejse- og naturfilm, fra Walt Disney-koncernen og af fx svenskeren Arne Sucksdorff, og for en ny, poetisk selvbevidsthed: fx Bert Haanstras (1916-97) Glas (1958) og Alain Resnais' film om koncentrationslejrene Nuit et brouillard (1955, Nat og tåge).

Genrens anden opblomstring skete omkring 1960 med de observerende film i tilknytning til nationale filmbølger som Free Cinema i Storbritannien og den ny bølge i Frankrig. Kombinationen af tidens antiautoritære holdninger og billigt letvægtsudstyr, fra 1970'erne suppleret med video, resulterede i en ny frimodighed. Enten granskede man miljøer og institutioner som "fluen på væggen" (fx Frederick WisemansHospital fra 1970) i den amerikanske Direct Cinema-retning, eller også udfordrede man omverdenen med pågående interview og demokratisk inddragelse af de medvirkende, som fx i Jean Rouchs og Edgar MorinsChronique d'un été (1961, En sommerfortælling), i den franske cinéma vérité-retning.

Det humanistiske engagement blev videreført i 1970'ernes og 1980'ernes dokumentarfilm som fx Barbara Kopples (f. 1946) Harlan County, U.S.A. (1977) og Claude Lanzmanns (f. 1925) Shoah (1986) med vægt på interview og ukommenteret observation. I mellemtiden havde tv i vidt omfang overtaget visningen af dokumentarfilm og genrens rent journalistiske sider, og her blev gammelkendte temaer og teknikker udviklet med teknisk brillans gennem afslørende social- og krigsreportager, fx CBS' Vietnamkrigsdækning, samt i serier om historiens højdepunkter, fx CBS' Twentieth Century, 1957-66, og naturens undere, fx BBCs Life on Earth, 1979, og kabel-tv-kanalen Discovery, 1985-.

Dokumentarfilmens udspring i det personlige, politiske og formeksperimenterende er desuden ofte forenet i den såkaldt selvrefleksive dokumentarfilm eller -video, der gør den kreative proces og filmskaberen selv til en del af filmens emne og problem, som det fx ses humoristisk udfoldet i Michael Moores samfundskritiske Roger and Me (1989) og Fahrenheit 9/11 (2004) samt Morgan Spurlocks (f. 1970) Super Size Me (2004), hvor instruktøren prøver den amerikanske fastfoods ernæringsværdi på egen krop.

Dokumentarfilm i Danmark

I Danmarks anerkendte tradition for statsstøttet dokumentarfilm ses den historiske udvikling aftegnet fra Poul HenningsensDanmark (1935) over Theodor Christensen og Jørgen Roos' opbyggelige samfundskritik i fx Det gælder din frihed (1946) og Vi hænger i en tråd (1961) til Henning Carlsens fintmærkende hverdagsobservationer i De gamle (1961), Familiebilleder (1964) og Ung (1965). I denne sammenhæng fremstår den selviscenesættende stil i Jørgen LethsNotater om kærligheden (1989) og Jon Bang CarlsensLivet vil leves (1993) som 1990'ernes svar på dokumentarfilmens fascination af det virkelige liv.

Siden begyndelsen af 1990'erne er dansk dokumentarfilm gået ind i en ny fase med nye æstetiske tendenser, en ny vækst og succes og en ny generations gennembrud. Tendensen går mod en større dyrkelse af den personlige og ekspressive stil og en poetisk-refleksiv genre.

Det ses i bl.a. Jon Bang Carlsens Portrait of God (2002) om søgen efter livets mening, Lars Johansens Travellers tale (1994) om kærlighed og det postkommunistiske Østeuropa og Niels Frandsens historisk-personlige dokument Epidemien (2001) om 1950'ernes polioepidemi.

Portrætgenren har tilsvarende stået stærkt, fx med Torben Skjødt Jensens (f. 1958) It's a blue world (1990) om maleren Hans Henrik Lerfeldt, Anne Regitze Wivels Søren Kierkegaard (1994), Tómas Gislasons Fra hjertet til hånden (1994) om Jørgen Leth, Jørgen Leths egen Jeg er levende (1999) om Søren Ulrik Thomsen og Jytte Rex' Palle Nielsen — mig skal intet fattes (2002).

Den nye generation har forenet det personlige og den sociale genre, tydeligst i Gislasons Den højeste straf (2000) om danske kommunisters skæbne i Stalintiden og Sami Saifs (f. 1972) Family (2001) om Saifs egen traumatiske familiehistorie.

Se også cinéma vérité, Direct Cinema, docu-drama og dramadokumentarisme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Bondebjerg, Lena Juhl, Søren Birkvad: dokumentarfilm i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=65827