Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

cinema novo

Oprindelig forfatter US-J Seneste forfatter Redaktionen

cinema novo, (port. 'ny film'), brasiliansk politisk filmbevægelse ca. 1960-72, der søgte at skabe en national filmkultur uden fremmed indflydelse.

Foregangsmanden var Nelson Pereira dos Santos (f. 1928), der debuterede i 1955 med Rio 40 Graus (Rio 40 grader). Han blev også en af bevægelsens lederskikkelser sammen med den polemiske og karismatiske Glauber Rocha.

Cinema novo havde tre faser: Årene 1960-64 prægedes af virkelighedsnære skildringer af livet på landet, som i Nelson Pereira dos Santos' Vidas Secas (1963, Udtørrede liv).

Efter militærkuppet 1964 rettedes søgeren mod kunstneren selv, eksempelvis i Glauber Rochas Terra em trance (1967, Land i trance), og 1968-72 prægedes filmene af en allegorisk stil, der blev bevægelsens kendetegn og samtidig fungerede som et værn mod censuren som i Rochas Antonio das Mortes (1968, Antonio Dræberen).

Bevægelsen blev til sidst kvalt af det brasilianske militærdiktatur.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ulla Skram: cinema novo i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=57163