biopic

Biopic er en spillefilm med biografisk indhold. Sammen med forlæg fra skønlitteraturen har historisk stof, kollektivt og individuelt, lige fra stumfilmepoken leveret materiale til spillefilm, ofte i et folkeoplysende eller -opdragende øjemed.

De biografiske film skildrede bl.a. fyrster, fremtrædende politikere, kunstnere og menneskehedens velgørere, fx inden for lægevidenskaben. I den sidste kategori kunne man i totalitære regimer manipulere biografien, så den passede til den herskende ideologi, som den tyske Robert Koch, der Bekämpfer des Todes (1939, Den store Læge Robert Koch) om lægen, der løste tuberkulosens gåde, og samtidig genremæssigt lagde sig i forlængelse af den amerikanske bredt humanistiske The Story of Louis Pasteur (1936, Louis Pasteur – Menneskehedens Velgører).

I Danmark har biopics ikke været hyppigt forekommende. Den første må være Peter Sabroe-filmen Kampen mod uretten (1949), der uden at fordybe sig i de private omkostninger hylder en utrættelig forkæmper for børns og unges rettigheder i begyndelsen af 1900-tallet. Filmatiseringen af Lise Nørgaards erindringer Kun en pige (1995) var dobbelt normbrydende derved, at den skildrede en endnu levende person og et forløb uden nævneværdige dramatiske udsving.

Tv-mediets fremmarch har stimuleret produktionen af biopics. Dels har fjernsynet udbredt kendskabet til historiske og aktuelle filmoptagelser, dels har det, ofte i serieformat, givet egne bud på den biografiske fortælling om berømtheder på vidt forskellige felter.

Filmindustrien har med held kunnet konkurrere med skærmen ved at lancere opulente biografiske film som Richard Attenboroughs Gandhi (1982) og sindrigt monterede brikker til en mosaik som Oliver Stones konspirationsdrama JFK (1991), der indleder en serie af film om USA's præsidenter i nyere tid.

Adolf Hitlers sidste dage i bunkeren blev afmytologiseret i Oliver Hirschbiegels Der Untergang (2004), en minutiøs historisk rekonstruktion. Netop Bruno Ganz i Der Untergang understreger vigtigheden af hovedskuespillerens formåen og gennemslagskraft. Noget tilsvarende gør sig gældende med Helen Mirren som Elizabeth 2. i Stephen Frears' The Queen (2006) og Meryl Streep som Margaret Thatcher i Phyllida Lloyds The Iron Lady (2011, Jernladyen). Genren, der rykker tættere og tættere på nutiden, har i sin nuværende form rejst debat om forholdet mellem fakta og fiktion, når et stof skal gøres anvendeligt som masseunderholdning og må underkastes de dramaturgiske regler.

I Danmark betød Martin Pieter Zandvliets dobbeltportræt af Dirch Passer og Kjeld Petersen i Dirch (2011) et lokalt gennembrud for de biopics, der aflurer en berømthed hans mimik og stemmeføring ned i mindste detalje. Her måtte især Nikolaj Lie Kaas kaste sig ud i et stykke forvandlingskunst, fordi Dirch Passer i årtier var ensbetydende med dansk film. Et tilsvarende dobbeltportræt tegnede Christoffer Boe med Pilou Asbæk og Nicolas Bro i Spies & Glistrup (2013).