avantgarde - film

Avantgarde - film, Avantgardens gennembrud i filmen fandt sted i 1920'ernes Europa med en filmkunst, der udgjorde alternativet til hovedstrømmen af realistisk fortællende film.

I Frankrig kom en række korte film med forbindelse til den modernistiske billedkunst, undertiden lavet af billedkunstnerne selv: Der var "rene film" som Fernand Légers Ballet mécanique (1924) og Henri Chomettes Cinq minutes de cinéma pur (1925), dadaistiske film som René Clairs Entr'acte (1924) og surrealistiske film som Man Rays L'Etoile de mer (1927), Luis Buñuels og Salvador Dalís berømte Un Chien andalou (1928, Den andalusiske hund), fulgt op af den lange tonefilm L'Age d'or (1930, Guldalderen) og Jean Cocteaus debut Le Sang d'un poète (1930/32).

Buñuels sene produktion i 1960'erne gentog de surrealistiske motiver, og også 1960'ernes franske nybølge rummede avantgardistiske træk, især hos Jean-Luc Godard.

I Tyskland arbejdede Walter Ruttmann og svenskeren Viking Eggelings med små abstrakte animationsfilm, men vigtigst var ekspressionismens gennembrud i spillefilm med Das Cabinet des Dr. Caligari (1920, Dr. Caligari), der med malede dekorationer skabte et formalistisk univers omkring personerne.

I russisk film prøvede bl.a. Sergej Eisenstein med Panserkrydseren Potemkin (1926) og Dziga Vertov med Manden med kameraet (1929) at finde frem til et nyt filmisk billedsprog. Hovedvægten blev lagt på den "intellektuelle montage", hvor betydningerne ikke så meget opstår ved billedernes indhold i sig selv som ved deres sammenstød med hinanden.

I amerikansk film var Maya Deren en tidlig avantgardist med Meshes of the Afternoon (1943), men først under navnet New American Cinema i 1960'erne slog en bredere bevægelse igennem med Jonas Mekas og Stan Brakhage samt Kenneth Anger med hovedværket Scorpio Rising (1963).

Dertil kom Andy Warhol, som i en lang række film udforskede de ikke-fortællende muligheder i mediet, fx i Sleep (1963), der viser en sovende mand i seks timer. Beslægtet hermed er canadieren Michael Snow med Wavelength (1967), hvor kameraet i løbet af 45 minutter zoomer gennem et værelse.

Den såkaldte Expanded Cinema-bevægelse, der i 1960'erne og 1970'erne eksperimenterede med at udvide filmbegrebet, sammenkoblede filmforevisningen med andre medier, bl.a. hos Nam June Paik. Den førte filmavantgarden ind i videokunsten, der hovedsagelig opfattes som en del af den billedkunstneriske avantgarde.

I dansk film var Jørgen Roos pioner med den korte eksperimentelle Flugten (1942, s.m. Albert Mertz) og Spiste horisonter (1950, s.m. Wilhelm Freddie); en egentlig avantgardebevægelse kom med gruppen ABCinema, hvorfra Per Kirkeby, Jørgen Leth og Bjørn Nørgaard bidrog til antologifilmen Frændeløs (1970). Senere blev Jytte Rex en hovedskikkelse i filmavantgarden med bl.a. Veronicas svededug (1977).

I nyere tid kan nævnes Michael Kvium og Christian Lemmerz' storværk The Wake (2000) og Lars von Trier og Jørgen Leths finurlige De fem benspænd (2003), der vakte international opsigt.

Læs mere om avantgarde her.