Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dracula

Oprindelig forfatter RSchu Seneste forfatter Redaktionen

Bela Lugosi i rollen som vampyren grev Dracula i Tod Brownings Dracula (1931). Filmen er en af de vigtigste filmatiseringer af Bram Stokers roman Dracula (1897).

Bela Lugosi i rollen som vampyren grev Dracula i Tod Brownings Dracula (1931). Filmen er en af de vigtigste filmatiseringer af Bram Stokers roman Dracula (1897).

Dracula, hovedpersonen i den irske forfatter Bram Stokers roman Dracula (1897) om den 500-årige, transsylvanske vampyr grev Dracula. Draculafiguren var inspireret af middelalderfyrsten Vlad 3. Ţepeş' liv og den karismatiske skuespiller Henry Irving, som Stoker var sekretær for.

Romanens skildring af victorianismens undertrykte seksualitet og en vellykket kombination af dæmonisk forførelse, historiske fakta og en realistisk stil skabte en af populærkulturens største myter. Den har affødt mere end 160 film samt diverse teaterstykker og en tegneserie.

Den første filmatisering var F.W. Murnaus ekspressionistiske stumfilm Nosferatu — Eine Symphonie des Grauens (1922, Nosferatu), og den hidtil mest kendte er Tod BrowningsDracula (1931), hvor ungareren Bela Lugosi gav figuren dens klassiske udformning som charmerende aristokrat og kvindeforfører iført kjolesæt og kappe.

Annonce

Den britiske skuespiller Christopher Lee fremhævede vampyrens aggressivitet og erotiske udstråling i Terence Fishers (1904-80) Dracula (1958) og otte efterfølgende film. Blandt senere film kan nævnes John Badhams (f. 1939) kærlighedsdrama Dracula (1979), Werner HerzogsNosferatu: Phantom der Nacht (1979, Nosferatu — Vampyren) og Francis Ford CoppolasBram Stoker's Dracula (1992).

Af danske filmatiseringer findes tv-serien Draculas ring (1978).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Rikke Christina Schubart: Dracula i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=66385