Hindifilmindustrien, hvis hovedsæde i Mumbai i folkemunde kaldes 'Bollywoodfilm', er en af Indiens største filmindustrier og storleverandør til en verden af filmelskere uden for Vesteuropa. Mainstream hindifilm er musicals, og musikken er en blanding af traditionelle indiske instrumenter og melodier samt vestlige instrumenter og popmusik. Filmene Kaun Sachcha Kaun Jhootha (Hvad er rigtigt, hvad er forkert) og Raja Hindustani (En indisk konge) er eksempler fra 1990'erne. Sidstnævnte var hindifilmindustriens største succes i 1996.

.

Indien er et af verdens største filmproducerende lande, og indiske film ses i de fleste dele af verden. Indien har 22 store indiske regionale filmindustrier – én for hver delstat med sit eget sprog – men i mange år var det film fra Bombay (nu Mumbai), der dominerede den nationale filmscene. Den indiske filmindustri producerer ca. 1.500 film om året.

Man kan i store træk sige, at der findes to slags film i Indien: mainstreamfilm og Parallel Cinema, hvor sidstnævnte er uden sang og dans og mere naturalistiske i deres udtryk. Indien er særligt kendt for deres såkaldte Bollywoodfilm – de tre timer lange melodramatiske musicals, der laves på hindi. Bollywoodfilm er mainstreamfilm, der oprindeligt blev produceret i filmstudier i Bombay (nu Mumbai).

Udover mainstreamfilm og Parallel Cinema produceres der tv-serier og et væld af dokumentarfilm.

Formlen for mainstreamfilmene

Bollywood-formlen har spredt sig over hele Indien, og mainstream sydindiske telugufilm og tamilfilm efter samme formel er også på vej frem nationalt og internationalt. Formlen består af:

  • tre timers varighed (eller over)
  • fem-seks sang- og dansescener
  • store sets og flotte kostumer ("larger than life")
  • romantiske melodramaer
  • falden-på-halen-komik
  • nau raz (ni følelser)

Sang- og dansescener

Dansescene.
Skuespillerne Ajay Devgn og Kajol i en dansescene i filmen Tanjani: The Unsung Warrior fra 2020.
Dansescene.
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Der er i grove træk to slags sang- og dansescener i mainstream indisk film:

  • den fortællende
  • den ikke-fortællende

Den fortællende sang- og dansescene fortsætter filmens plot og uddyber blandt andet forhold mellem personer eller deres karaktertræk eller fungerer som træningsmontage i en actionpræget film. Der kan også være en begivenhed i filmens plot, der skal uddybes med en sang.

Den ikke-fortællende sætter filmens handling på pause for blandt andet at vise en fejring af en religiøs festival eller for at give publikum en storslået audiovisuel oplevelse af spektakulær koreografi, sets og kostumer. Det kan også være et såkaldt ‘item number’, hvor en filmstjerne, der ellers ikke spiller med i filmen, har en gæsteoptræden i en sang- og dansescene som en kærkommen overraskelse for filmens publikum.

Nau Ras

I indiske film, særligt i mainstreamfilm, spiller begrebet ‘nau ras’ en stor rolle. ‘Nau ras’ betyder noget i stil med ni følelser, ni stadier eller ni forskellige måder, en person kan reagere på i forskellige situationer, hvad enten det er vrede, glæde, sorg, godhed eller ondskab. Nau ras er i store træk: kærlighed, glæde, forundring, fred, vrede, mod, sorgfuldhed, frygt og afsky. Og når inderne går i biografen, lader de sig ikke spise af med én følelse.

Indisk films historie

Indien har produceret spillefilm siden 1912.

Stumfilmens æra

N.G. Chitre og R. G. Torney blev i 1912 de første i Indien, der indspillede en film med et plot. Filmen hedder Pundalik og handler om en hellig mand fra Maharashtra. Dog er det Dhundiraj Govind Phalke, der betragtes som faderen af indisk film, og det er hans stumfilm Raja Harishchandra (Kong Harishchandra) fra 1913, der blev startskuddet til en kæmpe filmindustri. Filmmediet blev hurtigt populært i Indien, og allerede i 1920’erne produceredes over 100 film årligt.

Mythologicals

De første film var de såkaldte ‘mythologicals’ – film baseret på velkendte myter og heltedigte fra hinduismens mytologi – og størstedelen af Indiens befolkning kunne relatere til dem. Det var især i Sydindien, at mythologicals var populære, og nu lader de til at have fået et comeback. Arundhati (2009) er efter sigende telugufilmen, der har genvakt Sydindiens interesse for mythologicals. Den klarede sig rigtig godt indtjeningsmæssigt og er blevet dubbet til både tamil og malayalam. Men også Magadheera, Once Upon a Warrior (Anaganaga O Dheerudu), Badrinath, Rajanna og Sri Rama Rajyam og senest RRR (instrueret af S.S. Rajamouli: 2022) rider på mytologibølgen. Men det var først med den indiske lydfilm i 1931, at udviklingen til de film, vi kender i dag, begyndte at tage form.

Sprog i indiske film – ‘the talkie’

I Indien er der 22 officielle sprog, så de fleste af landets 28 delstater og otte Union Territories har deres eget sprog. Derudover har Indien to officielle sprog, hindi og engelsk, samt et væld af mindre sprog og dialekter. Indtil lydfilmens opfindelse var der ingen sprogbarrierer, der stod i vejen for filmens udbredelse. Men i 1931 fik Indiens første lydfilm – en såkaldt ‘talkie’ – premiere. Det var filmen Alam Ara (Verdens lys, instrueret af Ardeshir Irani), og med den blev man nødt til at vælge et sprog at lave film på. I Mumbais filmindustri blev det en blanding af hindi og urdu – også kendt som ‘hindustani’.

Engelske ord har også været en del af sproget i hindifilm i mange år. Især de nyere film indeholder i stigende grad engelske ord, og engelsk blandet med hindi er et fænomen, der kaldes ‘hinglish’, hvor engelske fraser som “no problem,” “let’s go” og “I object!” høres hyppigt. Også filmsproget bag kameraet er en blanding af engelsk og hindi. For eksempel hedder en kamerakran en ‘ghora’ (hindi for hest), hvorimod en gæsteoptræden af en stjerne i en dansescene har det engelske udtryk ‘item number’.

Lyden på hindifilm optages sjældent samtidig med billedet, da det er de færreste filmstudier, der er lydsikrede, og dytten og motorstøj er obligatorisk baggrundslyd i indiske byer. Derfor er det nødvendigt at lægge lyd på bagefter. Skuespillerne kommer så ind én ad gangen og eftersynkroniserer deres egne replikker. Det kan også være en fordel for de skuespillere, som ikke taler hindi, da de bare kan blive eftersynkroniseret af en anden. I 1930’erne begyndte hindifilmen at bruge playback-sangere, så skuespillerne ikke længere behøvede at kunne synge, men blot skulle mime.

Sang og dans sælger – de indiske musicals

Siden den indiske lydfilms frembrud har sang og dans været et fast element i indisk film. Alam Ara (Verdens lys, 1931) var som nævnt Indiens første ‘talkie’, og filmen blev annonceret som fyldt med dialog, sang og dans. Med sine syv sange etablerede filmen musik, sang og dans som noget af det allervigtigste i indisk film.

I løbet af det følgende år voksede antallet af sang- og dansescener, og i 1932 havde filmen Indrasabha (Indra’s Court) over 70. Skønt det indiske publikum gerne vil have noget for pengene, var det alligevel i overkanten. Nu indeholder en gængs mainstreamfilm omkring seks sang- og dansescener. Sangene er sunget af professionelle sangere, men skuespillerne skal kunne danse i smukke kostumer og i bjergtagende landskaber eller overdådige sets, så publikum kan drømme sig væk.

Ligesom i den tidlige amerikanske filmindustri var indiske film i begyndelsen studieproduktioner, men i takt med stigende økonomi og avanceret udstyr, bliver mange film i dag optaget ‘on location’. Og det har ført en ny trend med sig, for særligt i 1990'erne blomstrede behovet for at have minimum én sang- og dansescene optaget på en eksotisk location, for eksempel de schweiziske alper. Filmen Pyar Ka Taraana (Kærlighedens melodi, instrueret af Dev Anand: 1993) foregår i eksotiske Danmark, så der er flere sang- og dansescener hvor hovedpersonerne synger fra en ellert på Strøget, flirter i Tivoli og danser foran forlystelser på Bakken.

Klassiske indiske film – 1950’erne

Frimærke med Raj Kapoor
Indisk frimærke fra 2001 med skuespiller, instruktør og producer Raj Kapoor.
Af /Government of India.
Licens: GODL-India

Et par af de helt store personligheder fra den tidlige indiske filmhistorie er Raj Kapoor (1924-1988) og Satyajit Ray (1921-1992). Raj Kapoor var både skuespiller, instruktør og producent. Hans gennembrud var med filmen Aag (Ild, instrueret af Raj Kapoor: 1948), men det er hans chaplinske helt i Awaara (Vagabonden: 1951), der satte ham på det indiske filmlandkort.

Bengalifilmen, der som Indien var blevet delt i to i 1947, blev atter indisk filmkunsts arne, da Satyajit Ray i 1955 debuterede med første del af den sørgmuntre trilogi om Apu, Pather Panchali (Sangen om vejen). Ray både skrev og instruerede film fra 1950’erne og til sin død i 1992. Rays Apu-trilogi var begyndelsen på den samfundskritiske strømning i indisk film, Parallel Cinema.

Nyere indiske film

Som andre i filmindustrier er der skiftende strømninger i den indiske filmindustri. Efter 1990’ernes store tilbagevenden til de romantiske melodramaer og komedier begynder det nye årtusind med megaactionfilm og film i sciencefictiongenren. Efter streamingtjenesternes indtog lader det dog til, at samfundskritiske og realistiske film og serier er på vej frem igen. Men samfundskritikken kan deles i to meget forskellige lejre:

Den ene side kritiserer blandt andet problemer med ytringsfrihed, kvinders rolle i det indiske samfund og kastesystemet, som det kan ses i serien Scoop (instrueret af Hansal Mehta: 2023) og Deepa Methas film Fire (1996), Earth (1998) og Water (2005) samt film som Parched (instrueret af Leena Yadav: 2015) og NH10 (instrueret af Navdeep Singh: 2015).

Den anden side taler ind i den diskurs, som den nuværende hindunationalistiske regering fører, og indpakket i Bollywoodpapir ses en nationalistisk, antimuslimsk agenda i film som The Kashmir Files (2022), Pathaan (instrueret af Siddharth Anand: 2023), Mission Majnu (instrueret af Shantanu Bagchi: 2023), The Kerala Story (instrueret af Sudipto Sen og Vipul Amrutlal Shah: 2023).

Bollywoodfilm har altid haft patriotisme som tema, hvor enten englænderne (i kolonitiden), pakistanerne eller vestlige værdier skulle bekæmpes, og når regerings- og filmdiskurs går hånd i hånd, står det tydeligt frem.

Mainstreamfilm og Parallel Cinema

Indisk film opdeles som regel i mainstreamfilm (i Bollywoodstilen) og den såkaldte ‘Parallel Cinema’.

Bollywoodfilm

Bollywoodfilm (eller ‘hindifilm’ som de også kaldes) er mainstream formelfilm. Filmene skal være ‘larger than life’ – det vil sige, at de skal overgå publikums egne liv på alle fronter: mere intens kærlighed, større hjem og biler, smukkere tøj og attråværdige stjerner. Bollywoodfilmindustrien er ca. den tredje største indiske filmindustri kun slået af to af Sydindiens filmindustrier: tamil-filmindustrien og telugu-filmindustrien.

Sydindiske mainstreamfilm og stjerner

Det er ikke Mumbai og Bollywoodfilmindustrien, der producerer flest film i Indien. Det gør de i Sydindien. En af de allerstørste filmindustrier er i Chennai i delstaten Tamil Nadu – også kaldet Kollywoodfilm, hvor tamil-film sprøjtes ud. I skarp konkurrence er telugu-filmindustrien (Tollywood), der producerer film med byen Hyderabad som centrum. Og det er også telugufilmen RRR (instrueret af S.S. Rajamouli: 2022), der er løbet med alle overskrifter i de seneste år.

Sydindiske filminstruktører som Mani Ratnam (Dil Se … fra 1998, Bombay fra 1995 og Guru fra 2007) og S.S. Rajamouli (Bãhubali – the Beginning fra 2015, Bãhubali – the Conclusion fra 2017 og RRR) er nogle af de cross-over-instruktører, der både laver sydindiske film og Bollywoodfilm.

Det er ikke kun filminstruktører, der har indflydelse i flere af Indiens filmindustrier. Skuespillere som Rajinikanth, Aishwarya Rai Bachchan og den københavnsk-fødte Deepika Padukone er alle begyndt deres karrierer i forskellige sydindiske filmindustrier, men nu er særligt Aishwarya Rai og Deepika Padukone blandt de helt store Bollywoodstjerner.

Parallel Cinema – de indiske indier

Scene fra "Fire".

Scene fra filmen Fire fra 1996, instrueret af Deepa Mehta.

Scene fra "Fire".
Af /Ritzau Scanpix.

Parallel Cinema, også kaldet New Wave Cinema, er det modsatte af mainstreamfilm. De kan sammenlignes med de amerikanske indiefilm, altså film, der er lavet uden for de store filmstudier. Parallel Cinema behandler samfundskritiske temaer på naturalistisk og realistisk vis. Det vil sige, at det er uden sang og dans, storslåede kostumer og store kulisser, og filmene handler ofte om tidens socio-politiske tendenser.

Eksempler på sådanne film kan være Deepa Mehtas Fire (1996) og Water (2005) samt Mira Nairs Salaam Bombay (1988). Filmene indeholder ikke sang og dans, og de er heller ikke fuldstændig opslugt af populærfilmens besættelse af kærlighed. De er samfundskritiske og derfor ikke populære hos størstedelen af biografgængerne.

Parallel Cinema kan dateres tilbage til 1960’erne, hvor filmene behandlede emner som kønsroller, kastesystemet, fattigdom m.m. Til at begynde med havde disse film ikke de største budgetter, men med tiden er de blevet lige så dyre, flotte og stjernespækkede som mainstreamfilmene – deres udtryk er blot mere naturalistisk. Eksempler på disse nyere og spektakulære indiske indier er Anurag Kashyaps seks timer lange gangster-epos Gangs of Wasseypur (2012) og Ugly (2013), en thriller om en 10-årig pige, der kidnappes, og som samtidig er historien om korruption og systemisk vold. Dertil kommer The Lunchbox (instrueret af Ritesh Batra: 2013), der tilmed fik dansk biografpremiere.

På streamingtjenesterne ligger også serien Scoop (Hansal Metha: 2023), Sacred Games (Varun Grover: 2018-2019) og true crime–serier som House of Secrets (Leena Yadav: 2021), der undersøger, hvad der efter sigende fik 11 familiemedlemmer til at begå kollektivt selvmord. Dokumentaren tager et kritisk blik på overtro, psykiske lidelser og et dybt patriarkalsk samfund.

Indiske dokumentarfilm

Den første indiske dokumentarfilm er en filmet brydekamp fra 1888, men først i 1948 begyndte den indiske dokumentarfilmsbølge at tage fart med den såkaldte Films Division of India. Films Division blev oprettet af den indiske regering, og formålet var på det tidspunkt at lave nyhedsindslag og informationsfilm. Siden da er der skabt dokumentarfilm som S.N.S. Sastrys I Am 20 (1967), M.F. Husains Through the Eyes of a Painter (1967), Fali Bilimorias oscarnominerede kortdokumentar "The House That Ananda Built" (1968) og Sukhdevs "An Indian Day" (1968).

Som i resten af verden er der virkelig sket noget på dokumentarfronten, og de nyeste indiske dokumentarfilm er af høj kvalitet, både fortællemæssigt og teknisk. For at vise spændvidden kan nævnes dokumentarfilm så forskellige som The Elephant Whisperers (instrueret af Kartiki Gonsalves: 2022) om et sydindisk par, der opfostrer en forældreløs elefantunge, Supermen of Malegaon (instrueret af Faiza Ahmad Khan: 2012) om en gruppe filmskabere, der i et lille samfund med store problemer skaber film, som befolkningen kan forsvinde ind i og glemme deres problemer for en stund, og An Insignificant Man (instrueret af Khushboo Ranka og Vinay Shukla: 2016), der følger Arvind Kejriwal og hans politiske parti, der forsøger at bekæmpe korruption i indisk politisk og i det indiske samfund.

Samfundskritik i Bollywood-indpakning

Som med 1970’ernes ‘vrede unge mand’, personificeret af Amitabh Bachchan, har der løbende været samfundskritiske film forklædt som eskapistisk underholdning. En af de største fortællinger fra Indien er Devdas. Romanen blev skrevet af Sarat Chandra Chattopadhyay i 1917 og er en indisk Romeo og Julie-fortælling, hvor to unge fra hver deres bengalske familie forelsker sig, og på grund af klasseskel ikke må få hinanden. Siden 1928, hvor den første filmatisering af romanen fik premiere, er der lavet over 20 forskellige filmatiseringer på mange forskellige indiske sprog.

I 1935 fik P.C. Baruas (1903-1951) filmatisering af Devdas premiere, og den blev prototypen på en lang række romantiske melodramaer, der på sentimental og sangbar vis tematiserede de samfundsmæssige problemer som følge af arrangerede ægteskaber, kastesystemet osv.

Mehboob Khans (1906-1964) Mother India (1957) er også et godt eksempel på en samfundskritisk film, der inkluderer smukke sange og dans.

Regeringsorganet Film Finance Corporation (fra 1980 National Film Development Corporation, NFCD) begyndte i 1969 med den kontroversielle komedie Bhuvan Shome, instrueret af Mrinal Sen (1923-2018), at sponsorere Parallel Cinema – eller New Wave Cinema, som det hed på det tidspunkt -der herefter også fik fodfæste i andre regioner. NFCD's filmskole i Puna stod i 1970'erne bag en række fine instruktørdebuter ved fx Mani Kaul (1944-2011) og Kumar Shahani (f. 1940), der var influeret af den franske instruktør Robert Bresson.

Shyam Benegal (f. 1934), der forenede professionalisme med politisk bid i film som Ankur (The Seedling: 1973) og Manthan (The Churning: 1975), helligede sig siden nationens historie i f.eks. The Making of the Mahatma (1996). Mira Nair fik desuden en verdensomspændende succes med sin spillefilmsdebut Salaam Bombay! (1988).

I nyere tid har folk som Aamir Khan leveret samfundskritik i Bollywood-indpakning med de utroligt populære film Lagaan: Once Upon a Time in India (instrueret af Ashutosh Gowariker: 2001), Mangal Pandey: The Rising (instrueret af Aamir Khan: 2005), PK (instrueret af Aamir Khan: 2014) og Dangal (instrueret af Aamir Khan: 2016) for blot at nævne et par eksempler. Filmene kritiserer alt fra det engelske imperium til kønsroller i Indien og religionens rolle i samfundet.

Den indiske (selv)censur

For at sikre den moralske standard blev Central Board of Film Censors stiftet i 1951 med afdelinger i de tre store filmcentre, Bombay (nu Mumbai), Calcutta (nu Kolkata) og Madras (nu Chennai).

Der er ikke egentlig censur i den indiske filmindustri, og i Indiens filmlov, “Cinematograph Act” fra 1952, står der specifikt, at “Det er ikke elementer som voldtægt, spedalskhed, seksuel amoralskhed, der bør tiltrække censorernes sakse, men hvordan temaet bliver behandlet af producenten.” Så det er tilpas vagt formuleret til, at det kan føre til meget vide og forskellige tolkninger. Derfor er der en hel del selvcensur i indiske film, hvor der blandt andet stort set aldrig kysses på det store lærred.

Måske er manglen på romantiske kys i de fleste indiske film producenternes selvcensur. De frygter måske mere publikums dom end egentlig censur. Og der kan vel også være både kunstnerisk udfordring og romantiske resultater i nogen former for selvcensur – en slags dogmefilm for kys, om man vil. Det manglende kys er i hvert fald ét af de elementer, der gør en Bollywoodfilm til noget særligt og til film, som hele familien kan se, og det er måske derfor, at disse film er de mest sete film i verden.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig