Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

USA - film

Oprindelige forfattere CSei og PSch Seneste forfatter Redaktionen

George Lucas (tv.), Harrison Ford og Steven Spielberg, 2008.

George Lucas (tv.), Harrison Ford og Steven Spielberg, 2008.

Thomas A. Edison og William K.L. Dickson udviklede i 1888-89 det første filmkamera, kinetograf, og det første filmforevisningsapparat, kinetoskop, og lagde dermed grunden til amerikansk film.

Thomas A. Edisons filmselskab stod bag det tidlige hovedværk The Great Train Robbery (1903, Det Store Togrøveri), instrueret af Edwin S. Porter, der gjorde nogle af de første forsøg på at etablere et filmsprog. Disse bestræbelser videreførtes især af D.W. Griffith med en lang række film kulminerende med The Birth of a Nation (1915, En Nations Fødsel).

De fleste film blev i begyndelsen lavet i New York, men allerede fra 1907 rykkede producenterne vestpå, og i løbet af 1910'erne blev Hollywood og Los Angeles filmindustriens nye centrum. Blandt periodens vigtigste instruktører var Cecil B. DeMille og Thomas H. Ince, og af filmstjernerne kan nævnes Douglas Fairbanks, Mary Pickford, Rudolph Valentino samt komikerne Buster Keaton og Charles Chaplin.

Annonce

Erich von Stroheim er et af filmhistoriens store, mangesidige talenter. Som oftest spillede han både hovedrollen i og skrev manuskript til de film, han instruerede. Her ses han i 1928 — en travl mand i gang med filmarbejdet, samtidig med at han spiser og bliver klippet.

Erich von Stroheim er et af filmhistoriens store, mangesidige talenter. Som oftest spillede han både hovedrollen i og skrev manuskript til de film, han instruerede. Her ses han i 1928 — en travl mand i gang med filmarbejdet, samtidig med at han spiser og bliver klippet.

I 1920'erne, da amerikansk film i stigende grad blev dominerende i den vestlige verden, fik tilrejsende europæere stor betydning, bl.a. Erich von Stroheim med Greed (1924, Guld), F.W. Murnau,Victor Sjöström, Benjamin Christensen samt skuespillere som Greta Garbo og Emil Jannings.Stumfilmen kulminerede med hovedværker som Fred Niblos (1874-1948) Ben-Hur (1925) og Murnaus Sunrise (1927, Solopgang).

Tonefilmen, der slog igennem med Alan Croslands (1894-1936) The Jazz Singer (1927, Jazzsangeren), medførte store omvæltninger. Perioden 1930-45 betragtes som den klassiske Hollywood-epoke.

Selskaber som Paramount, MGM, United Artists og Warner Bros. arbejdede på et højt professionelt niveau og med en effektiv kommerciel struktur med stjerner som Greta Garbo, Fred Astaire, Clark Gable, John Wayne og Shirley Temple og genrer som komedie, melodrama, western, gangsterfilm og musical.

Blandt periodens vigtigste værker var Howard Hawks'Scarface (1932), Walt DisneysSnow White and the Seven Dwarfs (1937, Snehvide og de syv Dværge), John Fords Stagecoach (1939, Diligencen), Ernst Lubitsch' Ninotchka (1939) og Orson Welles' Citizen Kane (1941).

Borte med blæsten. Vivien Leigh og Clark Gable i filmens to stjerneroller. Borte med blæsten blev en af Hollywoods største succeser nogensinde. Den nåede ikke til Danmark før 2. Verdenskrig, og da der var konflikt mellem de danske filmdistributører og de amerikanske filmselskaber efter krigen, måtte publikum drage til Sverige for at se filmen, der først fik dansk premiere i 1958.

Borte med blæsten. Vivien Leigh og Clark Gable i filmens to stjerneroller. Borte med blæsten blev en af Hollywoods største succeser nogensinde. Den nåede ikke til Danmark før 2. Verdenskrig, og da der var konflikt mellem de danske filmdistributører og de amerikanske filmselskaber efter krigen, måtte publikum drage til Sverige for at se filmen, der først fik dansk premiere i 1958.

Mest berømt er Victor FlemingsGone With the Wind (1939, Borte med blæsten), der sammenfattede hele Hollywoods magi. Under 2. Verdenskrig blomstrede film noir, bl.a. med John Hustons The Maltese Falcon (1941, Ridderfalken) med Humphrey Bogart, samt dokumentarfilm som Frank CaprasWhy We Fight (1942-45).

I efterkrigsårene slog en mere problemorienteret filmkunst igennem, fx med William WylersThe Best Years of Our Lives (1946, De bedste Aar). Men det var også en krisetid for filmindustrien: Tv blev en alvorlig konkurrent, i 1948 tvang den såkaldte Paramount-dom filmselskaberne til at frasælge deres biografer, og kommunistforfølgelsen skabte uro i filmmiljøet.

Hollywood prøvede både at efterligne tv med filmudgaver af tv-dramatik, fx Sidney Lumets 12 Angry Men (1957, Tolv vrede mænd), samt at bekæmpe det, bl.a. med storfilm i farver og bredformat som DeMilles The Ten Commandments (1956, De ti bud).

I 1950'erne opstod også ungdomsfilmen som en del af den nye ungdomskultur med bl.a. rock'n'roll og idoler som Elvis Presley og James Dean. Den såkaldte Method Acting slog også igennem, bl.a. med Marlon Brando i Elia KazansA Streetcar Named Desire (1951, Omstigning til Paradis).

James Dean.

James Dean.

Blandt periodens hovedværker var Douglas Sirks melodramaer, bl.a. Written on the Wind (1957, Dårskabens timer), John Fords western, bl.a. The Searchers (1956, Forfølgeren), Billy Wilders komedier, bl.a. Some Like It Hot (1959, Ingen er fuldkommen) med Marilyn Monroe,Alfred Hitchcocks thrillers, bl.a. Vertigo (1958, En kvinde skygges) og Psycho (1960), samt Stanley Kubricks Paths of Glory (1957, Ærens vej).

1960'erne bragte kun et moderat ungt oprør, en egentlig nybølge slog ikke igennem i amerikansk film. Veteraner som Ford, Hawks og Hitchcock fortsatte, men samtidig var den gamle studiestruktur under opløsning, ligesom stjernesystemet ikke længere var dominerende.

I slutningen af perioden kom der nye signaler med bl.a. Arthur PennsBonnie and Clyde (1967, Bonnie og Clyde), Mike Nichols'The Graduate (1967, Fagre voksne verden) og Dennis HoppersroadmovieEasy Rider (1969), der alle fokuserede på rådvild ungdom.

I 1970'erne kom et forsinket nybrud; nye instruktører formåede at undergrave den klassiske filmfortælling, fx John Cassavetes med Husbands (1970, Ægtemænd), Martin Scorsese med Taxi Driver (1976), Robert Altman med Nashville (1975), og gamle genrer blev fornyet i film som Bob FossesCabaret (1972), Francis Ford CoppolasThe Godfather (1972), Roman PolanskisChinatown (1974), Steven SpielbergsJaws (1975, Dødens gab), Woody AllensAnnie Hall (1977, Mig og Annie) og George Lucas'Star Wars (1977, Stjernekrigen). En særlig opmærksomhed fik Vietnamkrigen, bl.a. i Michael CiminosThe Deer Hunter 1978) og Coppolas Apocalypse Now (1979, Dommedag nu).

1980'erne prægedes af voksende anvendelse af special effects, bl.a. i succeser som Spielbergs E.T. (1982) og James Camerons actionfilm The Terminator (1984) med Arnold Schwarzenegger. Men der var også alternativ filmkunst som Jim Jarmusch'Stranger Than Paradise (1984), David Lynch'Blue Velvet (1986) og Steven Soderberghssex, lies and videotape (1989, sex, løgn og video).

Quentin Tarantino. Foto fra 2007.

Quentin Tarantino. Foto fra 2007.

I 1990'erne fortsatte den postmodernistiske blanding af avantgarde og konventionel filmkunst, fx i Altmans Short Cuts (1993), Robert Zemeckis' Forrest Gump (1994), Quentin TarantinosPulp Fiction (1994) og Joel Coens Fargo (1996), mens mere traditionel filmkunst med stor publikumssucces understregede Hollywoods usvækkede position som hele verdens underholdningsindustri med bl.a. Spielbergs Jurassic Park (1993) og Camerons Titanic (1997). Begge film er desuden eksempler på den voksende mængde film, der indeholder computerskabte billeder, CGI (computer generated images).

Denne tendens fortsatte efter årtusindskiftet, hvor CGI i stigende grad dominerede de mest populære film, fx Sam Raimis (f. 1959) Spider-Man (2002) og George Lucas’ Star Wars: Episode III – Revenge of the Sith (2005, Star Wars: Episode III – Sith-fyrsternes hævn), ligesom næsten alle spillefilmslange animationsfilm blev computeranimeret fremfor håndtegnet.

Amerikansk film

Amerikansk film indtager en særlig plads i den vestlige kultur. Siden 1920’erne har den amerikanske filmindustri haft global dominans. Især i vestligt orienterede lande tegner det samme mønster sig: Der er naturlig interesse for den nationale filmproduktion, men derudover er det amerikansk eller engelsk amerikansk film, der dominerer.

I perioden 1995-99 stod den nationale danske filmproduktion for 8-26% af billetindtægterne, mens amerikanske film tegnede sig for 57-80%, og andre film nogenlunde stabilt udgjorde 10%; i samme periode var ca. halvdelen af alle film, der gik i danske biografer, amerikanske. Billedet er stort set det samme i de øvrige europæiske lande.

Amerikansk film benytter sig af et filmsprog og et system af filmgenrer, som de fleste mennesker er fortrolige med, og den har på verdensplan haft en vedvarende popularitet som effektivt fortalt kommerciel underholdning. Samtidig er den trendsættende med hensyn til mode og livsstil, adfærd, smag og meningsdannelse, ikke mindst pga. populære filmstjerner, som et stort publikum identificerer sig med. Hollywood har været med til at forme bevidstheden hos især unge, der har kunnet spejle sig i rollemodeller, fx følsomme ynglinge som James Dean og Leonardo DiCaprio (f. 1974), kvindeidealer som Marilyn Monroe og Julia Roberts og maskuline helte som John Wayne og Arnold Schwarzenegger.

Udbredelsen af amerikansk film har også bevirket, at amerikansk historie, især Den Amerikanske Borgerkrig, Vestens erobring og Vietnamkrigen, samt amerikanske samfundsforhold, fx kriminalitet, racekonflikter og hektisk storbyliv, er blevet referencepunkter og almenviden i det meste af verden. En manifestation af amerikansk films status er den årlige uddeling af Academy Awards, populært kaldet Oscars, der arrangeres som et spektakulært show og transmitteres til millioner af tv-seere verden over.

Hen imod slutningen af 1900-t. mente mange, at Hollywood havde mistet fornemmelsen for det monumentale drama, som tidligere havde skaffet de største succeser, men James Camerons storfilm Titanic (1997), der kombinerer det sentimentale kærlighedsdrama med katastrofefilmens effekter, og Ridley ScottsGladiator (2000), der er en genoplivning af den historiske udstyrsfilm, er eksempler på, at filmindustrien stadig formår at løfte arven. Titanic fik 11 Oscars og er dermed sammen med William Wylers Ben-Hur (1959) den film, der har vundet flest af de gyldne statuetter.

Læs mere om USA.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Christopher Seidelin, Peter Schepelern: USA - film i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=177605