spansk film

Spanien – film, Spansk fiktionsfilms pioner var Fructuoso Gelabert (1874-1955), som indledte sin store produktion med Riña en un café (1897, Café Slagsmaal). Indtil 1. Verdenskrig blev der især lavet højstemte historiske dramaer som i fransk film d'art.

I 1920'erne oprettedes flere filmselskaber, som bl.a. havde succes med stumfilmversioner af populære zarzuela-syngespil. Med tonefilmen kom mange amerikanskproducerede spanske udgaver af populære Hollywoodfilm. I årene omkring indførelsen af den 2. republik i 1931 begyndte en realistisk filmstil så småt at vinde indpas, fx i Florián Reys (1894-1962) landlige drama La aldea maldita (1929, Den fordømte Landsby) og Luis Buñuels dokumentariske Las hurdes (1932) om de kummerlige vilkår for bønderne i en landsby.

Under borgerkrigen 1936-39 fortsatte filmproduktionen; Benito Perojo (1894-1974) lavede i Berlin nationalistiske melodramaer som El barbero de Sevilla (1938, Barberen i Sevilla), og på republikansk side skabte hollænderen Joris Ivens (1898-1989) dokumentarfilmklassikeren Spanish Earth (1937).

1941-75 var filmen helt underlagt Francostatens kontrol. Kun spansksprogede film var tilladt, og eftersynkronisering blev almindelig praksis. I 1947 etableredes den første spanske filmskole, som blev arnested for den spanske neorealisme, anført af Luis-García Berlanga med de samfundssatiriske Bienvenido, Mr. Marshall (1952, Velkommen, Mr. Marshall) og Calabuch (1956, Professoren holder fridag) og Juan Antonio Bardem med trilogien Cómicos (1953, Komedianter), Muerte de un ciclista (1955, En cyklists død) og Calle mayor (1956, Den store gade).

Censuren så ikke i første omgang blasfemien i Buñuels nonneportræt Viridiana (1961), som vandt Guldpalmerne i Cannes. I 1968 fik Carlos Saura Sølvbjørnen i Berlin med Peppermint frappé (1967, Den giftgrønne drik), som dels var influeret af Buñuel, dels af den absurdistiske kunsttradition esperpento. Siden blev Sauras stil mere stringent med film som Cría cuervos (1976, Den spanske ravn) og dansefilmtrilogien Bodas de sangre (1981, Blodbryllup), Carmen (1983) og El amor brujo (1986, Ilddansen).

Den allegoriske form, som var nødvendig i Francotiden, den såkaldte estética franquista 'frankistiske æstetik', prægede også filmmodernister som Victor Erice (f. 1940) med El espíritu de la colmena (1973, Ånden i Bistaden) og videreførtes efter demokratiets genindførelse af fx Manuel Gutiérrez Aragón (f. 1942) med Demonios en el jardin (1982, Dæmonerne i haven) og Vicente Aranda (1926-2015) med Amantes (1991, De elskende).

I 1980'erne kom en række film, der var baseret på berømte litterære forlæg, fx Mario Camus (f. 1935) La colmena (1982, Bikuben) og Los santos inocentes (1984, De hellige enfoldige) efter romaner af hhv. Camilo José Cela og Miguel Delibes. José Luis Garcis (f. 1944) Volver a empezar (1982, Lad os begynde på en frisk) og Fernando Truebas' (f. 1955) Belle époque (1993) fik Oscars i hhv. 1983 og 1994.

Størst international opmærksomhed er dog blevet tildelt Pedro Almodóvars manieret-erotiske farcer, Mujeres al borde de un ataque de nervios (1988, Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud) og ¡Átame! (1990, Bind mig, elsk mig!), og han fik en Oscar for den mere afdæmpede Todo sobre mi madre (1999, Alt om min mor).

Blandt øvrige populære navne er den chilenskfødte Alejandro Amenábar (f. 1972), der har gjort indtryk med bl.a. Abre los ojos (1997, Open Your Eyes), den engelsksprogede gyser The Others (2001) og dødshjælpdramaet Mar adentro (2004, Mit indre hav).

Demokratiet har genoplivet filmproduktionen i Catalonien, der står for 20-30% af Spaniens filmproduktion, og i Baskerlandet, hvor Spaniens største filmfestival afholdes, og som traditionelt har et højt kunstnerisk ambitionsniveau med instruktører som Julio Medem (f. 1958), der lavede La ardilla roja (1993, Det røde egern), og Imanol Uribe (f. 1950) med Extraños (1998, Fremmede).

Læs mere om Spanien.