• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rusland - film

Oprindelig forfatter PSch Seneste forfatter Redaktionen

Russisk filmproduktion begyndte i 1907, og blandt de vigtigste førrevolutionære instruktører var Jevgenij Bauer (1862-1917) og Jakov Protazanov (1881-1945), der især dyrkede melodramaet. En tid var også danske melodramaer populære i russiske biografer. Den internationalt mest berømte filmstjerne var Ivan Mosjukin (1889-1939).

Med Oktoberrevolutionen i 1917 fik filmen en central funktion, og filmindustrien underlagdes i 1919 statskontrol. Lenin kaldte filmen "den vigtigste af alle kunstarter", forstået som det propagandamedium, der bedst kunne formidle politiske budskaber til en stor analfabetisk befolkningsgruppe; filmen indgik således bl.a. i det såkaldte agitprop.

Sergej Mikhajlovitj Eisenstein, 1929.

Sergej Mikhajlovitj Eisenstein, 1929.

1920'ernes russiske stumfilm udgør en af filmhistoriens store perioder. En række nye instruktører, bl.a. Sergej Eisenstein med hovedværket Panserkrydseren Potemkin (1925), Vsevolod Pudovkin, Lev Kulesjov, Aleksandr Dovzjenko og Dziga Vertov, fik med deres teorier om montage som filmens centrale virkemiddel stor indflydelse.

Annonce

1930'ernes stalinistiske kulturpolitik satte en stopper for den eksperimentelle linje, og Georgij Vasiljevs (1899-1946) og Sergej Vasiljevs (1900-59) konventionelle Tjapajev (1934), der hyldede den enfoldige, men handlekraftige revolutionshelt, blev Stalintidens typiske film.

Ved siden af heroiske periodefilm med samtidsadresse som Eisensteins Aleksander Nevskij (1938) kom også Mark Donskojs humanistiske trilogi om Gorkijs opvækst (1938-40). I 1940'erne kom propaganda til at dominere endnu mere, og der opstod flere konflikter mellem statsmagten og kunstnerne; Eisenstein blev således tvunget til at stoppe en planlagt trilogi om Ivan den Grusomme. Ved Stalins død i 1953 var antallet af producerede film faldet drastisk.

Under Khrusjtjovs tøbrudsperiode fik filmen en ny vitalitet med instruktører som Grigorij Tjukhraj (1921-2001) med bl.a. Balladen om en soldat (1959), Sergej Bondartjuk og især Mikhail Kalatozov, hvis film Tranerne flyver forbi (1957) med sin dynamiske billedstil og intense skildring af uheroiske skæbner under krigen blev periodens hovedværk.

I 1960'erne kølnedes kulturklimaet igen, men trods forhindringer brød en ny, markant generation igennem med Andrej Tarkovskij som hovedskikkelsen. Med sine grandiose og dybsindige værker, bl.a. Den yderste dom (1966) og Spejlet (1974), fik han en central position i moderne film.

Andre vigtige instruktører er Nikita Mikhalkov, Andrej Mikhalkov-Kontjalovskij (i USA kendt som Konchalovsky) (f. 1937), Vasilij Sjuksjin, Elem Klimov (1933-2003) og Larisa Sjepitko (1938-79).

Vladimir Mensjovs (f. 1939) Moskva tror ikke på tårer (1979) vandt i 1981 en Oscar som bedste udenlandske film. I tiden omkring Sovjetunionens opløsning er der kommet film som Vasilij Pitsjuls (f. 1961) Lille Vera (1988), Pavel Lungins (f. 1949) Taxi Blues (1990), Aleksandr SokurovsDen anden kreds (1990), Sergej Bodrovs (f. 1948) Bjergenes fange (1996) og Pavel Tjukhrajs (f. 1946) Den russiske tyv (1997).

Centralt står Mikhalkov med den Oscar-belønnede Brændt af solen (1994) om de stalinistiske udrensninger og den stort anlagte Den sibiriske barber (1998) om tiden under Aleksander 3.

I de senere år har der været store publikumssucceser som Alexej Balabanovs Brother (1997), fra Sankt Petersburgs gangstermiljø, og Fjodor Bondartjuks (f. 1964) The 9th Company (2005), om krigen i Afghanistan, såvel som kunstnerisk originale film som Aleksandr Sokurovs formalistiske virtuosnummer Russian Ark (2002) og Andrej Zvyagintsevs (f. 1964) dybsindige Hjemkomsten (2003).

Læs mere om Rusland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Schepelern: Rusland - film i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153486