• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kina - film

Oprindelige forfattere CSei og US-J Seneste forfatter Redaktionen

Kinesisk film har været præget af paradokser og politisk indblanding. Før Qingdynastiets fald i 1912 var der få egentlige kinesiske filmproduktioner; første kinesiske spillefilm, der ikke blot var filmet teater, var The Difficult Couple (1912), instrueret af Zhang Sichuan (1889-1953), der i 1922 oprettede Mingxingfilmselskabet, Kinas største filmselskab indtil den japanske invasion i 1937.

På trods af Chiang Kai-sheks blodige udrensninger i 1930'ernes Shanghai formåede en gruppe venstreintellektuelle teater- og filmfolk at skabe socialt bevidste melodramaer som Spring Silkworms (1933) af Cheng Bugao (1894-1966) og The Goddess (1934) af Wu Yonggang (1907-82).

Filmene imiterede Hollywoodfilmen og dens genrer, men rummede samtidig stilistiske træk fra den kinesiske episke tradition, fx den sindbilledlige brug af naturens fænomener. 1930-37 produceredes 565 film, hvoraf ca. 70% var stumfilm. Overgangen til talefilm var vanskelig på grund af Kinas teknologiske tilbageståenhed og mange dialekter.

Annonce

I 1949 nationaliserede Mao filmindustrien og etablerede Beijingfilmstudierne samt flere regionale filmstudier. Samtidig oprettedes et netværk af mobile biografer til brug for den uoplyste landbefolkning.

I 1956, da der under De Hundrede Blomsters Kampagne herskede et vist frisind, åbnedes det statslige Beijing Film Akademi. Det blev atter lukket, da Kulturrevolutionen brød ud i 1966.

Herefter blev al vestlig indflydelse holdt ude til fordel for den kommunistiske mønsterfilm, og den klassiske naturmetaforik erstattedes af revolutionsmetaforik.

Instruktøren Xie Jin (1923-2008), der i Vesten især er kendt for Hibiscusbyen (1988), forstod at integrere den officielle ideologi i To søstre på scenen (1964), men blev alligevel anklaget for indirekte kritik af regimet.

Eneste tilladte genre, som også var Maos foretrukne, blev herefter revolutionsoperaerne. Et typisk eksempel er The Red Detachment of Women (1971), der bygger på en propagandistisk ballet fra 1964, der igen byggede på Xie Jins film fra 1961 om 1930'ernes borgerkrig. 1966-76 er siden blevet kaldt "de ti tabte år".

I 1978 genåbnede filmakademiet. Det første hold elever blev færdige i 1982, og filmproduktionen steg fra 19 film i 1977 til 125 i 1986. Zhang Yimou (f. 1951) og Chen Kaige (f. 1952) stod i spidsen for en ny generation af filmskabere med hhv. De røde marker (1987) og Den gule jord (1984), der med udgangspunkt i humanistiske fortællinger fra Kinas fortid kombinerer moderne fortælleteknik og slående naturscenerier.

I 1989 færdiguddannedes endnu et hold elever; de lancerede en ny og rå realisme, oftest i sort-hvid som Mama (1990) af Zhang Yuan (f. 1963), der også står bag den kontroversielle East Palace, West Palace (1997) om homoseksualitet i Kina.

Problemer med myndighederne udmundede i 1996 i en ny filmlov, hvorefter det er forbundet med fængselsstraf at lave film uden forhåndsgodkendelse af alle detaljer.

Filmmetropolen Hongkong, der er storleverandør af professionelle actionfilm til hele Fjernøsten, kan dog gøre det umuligt at håndhæve loven. Samarbejder mellem Kina og Hongkong har i de senere år muliggjort kostbare kæmpeproduktioner som Zhang YimousHero (2002) og Chen KaigesThe Promise (2005).

Læs mere om Kina.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Christopher Seidelin, Ulla Skram: Kina - film i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=106253