Island - film, Den første islandske spillefilm havde premiere i 1923, men landet etablerede først en egentlig filmproduktion i 1978 med oprettelsen af den islandske filmfond IFF (Icelandic Film Fund), der gennemsnitligt producerer to spillefilm årlig med støtte fra bl.a. Nordisk Film- og TV-Fond.

Gennembruddet skete med Ágúst Guðmundssons (f. 1947) Land og synir (1980, Land og sønner), der banede vej for en talentfuld generation af filmskabere, heriblandt mange kvinder.

Blandt de væsentlige instruktører er Hrafn Gunnlaugsson (f. 1948) med hævnsagaen Hrafninn flýgur (1984, Når ravnen flyver), Friðrik Þór Friðriksson med den Oscar-nominerede Börn náttúrunnar (1991, Naturens børn) og Dagur Kári (f. 1973) med Nói Albínói (2003).

Læs mere om Island.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig