hollandsk film

Holland har som de fleste små lande haft vanskeligt ved at klare sig i kampen mod specielt amerikansk film. I mange år var dokumentarfilmen hollandsk films varemærke, repræsenteret først og fremmest ved Joris Ivens og Bert Haanstra (1916-97). I 1956 indførtes offentlig filmstøtte, og Holland fik i Wim Verstappen (1937-2004) og især Fons Rademakers to spillefilminstruktører af international klasse. Rademakers' historiske fresko Max Havelaar (1976) anses for den bedste hollandske film nogensinde, og han modtog en Oscar for De aanslag (1968, Overgrebet). Med oprettelsen af filmskolen De Nederlandse Film Academie i 1958 lagdes grunden til en ny instruktørgeneration, som satte sit præg på hollandsk film fra 1970'erne. Her fik Paul Verhoeven sit gennembrud med den erotiske komedie Turks Fruit (1972, Tyrkisk frugt), og også den autodidakte humorist Jos Stelling (f. 1945) debuterede i 1970'erne. Marleen Gorris (f. 1948) vandt en Oscar for Antonia (1995), om en kvindeskæbne. Efterfølgende gentog Mike van Diem (f. 1959) bedriften med det psykologiske morddrama Karakter (1997).

Med en årlig produktion på under ti spillefilm har Holland måttet afstå flere af sine talenter til Hollywood. Det gælder bl.a. instruktørerne Paul Verhoeven (f. 1938), George Sluizer (1932-2014) og Jan De Bont samt skuespillerne Rutger Hauer (1944-2019) og Jeroen Krabbe (f. 1944).

Læs mere om Holland.