I 1948 oprettede den britiske kolonimagt The Gold Coast Film Unit til produktion af oplysende kortfilm. Efter uafhængigheden omdannedes GCFU til GFIC (Ghana Film Industry Corporation), og præsident Kwame Nkrumah satsede stærkt på film til politisk bevidstgørelse af det ghanesiske folk.

De første spillefilm kom i 1965; af nyere produktioner kan nævnes Ato Yanneys (født 1937) His Majesty's Sergeant (1981) om ghanesiske soldater i britisk tjeneste i Østasien under 2. Verdenskrig og King Ampaws (født 1943) Kukurantumi (1983), som er en humoristisk skildring af sammenstødet mellem land og by.

Kwaw Ansah, den mest fremtrædende ghanesiske instruktør, vandt i 1989 førsteprisen ved FESPACO-filmfestivalen med Heritage Africa. I 1996 blev GFIC solgt til et malaysisk tv-selskab, og siden 1990’erne er produktionen af spillefilm faldet drastisk. Til gengæld er der opstået en frodigt voksende videofilmindustri, som har stor succes med billigt producerede kulørte underholdningsprodukter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig