fransk film

De franske brødre Auguste og Louis Lumière nævnes ofte som filmens fædre, og deres første forevisninger for et betalende publikum, den 28.12.1895, regnes vanligvis for filmens officielle fødselsdag. Mens Lumière-brødrenes korte strimler hovedsagelig forevigede små realistiske hverdagsscenerier, udnyttede tryllekunstneren Georges Méliès allerede fra 1896 mediet til trickforestillinger og fantastiske fortællinger.

Frankrig organiserede fra første færd filmen som en industri. Med deres mange udenlandske filialer kom de to selskaber Gaumont og Pathé til at dominere det internationale marked frem til 1. Verdenskrig, der lukkede eksportmarkederne og banede vej for amerikansk film.

Farcer med stjerner som André Deed (1884-1938) og Max Linder var den tidlige franske films store trækplastre. I et forsøg på at gøre det nye medie salonfæhigt oprettedes i 1908 selskabet Film d'art, som uden større succes producerede teaterfilm med tidens store scenenavne, fx Sarah Bernhardt.

Først i mellemkrigstidens kulturelle avantgardeklima lagdes grunden til en egentlig filmkunst. Instruktørerne Louis Delluc (1890-1924), Germaine Dulac (1882-1942), Jean Epstein (1897-1953), Abel Gance mfl. teoretiserede over filmens natur og lavede film som "optiske symfonier". 1920'ernes cinéma pur var et forsøg blandt kunstnere som Henri Chomette (1896-1941), Fernand Léger og Man Ray på at lave "ren film", dvs. film, som blot var bevægelse, lyseffekter og rytme, og som ikke stod i gæld til andre kunstarter. René Clair gav dadaismen filmisk form i Entr'acte (1924), og med Salvador Dalís og Luis Buñuels Un Chien andalou (1928, Den andalusiske hund) holdt også surrealismen sit indtog på lærredet.

Med overgangen til lydfilm i slutningen af 1920'erne ophørte eksperimenterne i nogen grad. René Clair udnyttede mesterligt tonefilmens muligheder i bl.a. Sous les toits de Paris (1930, Under Paris' Tage) og À nous la liberté (1931, Leve Friheden). Filmtidsskrifter og -klubber begyndte at skyde op, og i 1936 grundlagdes det franske filmarkiv og -museum, Cinémathèque française. I lyset af periodens politiske klima stod 1930'ernes franske film først og fremmest i den såkaldte poetiske realismes tegn. Jean Renoir, Julien Duvivier og makkerparret Marcel Carné og Jacques Prévert skildrede arbejderklassens situation i et tragisk-romantisk skær, ofte med Jean Gabin i hovedrollen, fx Renoirs La Bête humaine (1938, Menneskedyret), Duviviers La belle équipe (1936, Vi holder sammen) og Carnés Le Jour se lève (1939, — og ved Daggry).

Den tyske besættelse af Frankrig under 2. Verdenskrig drev mange af fransk films bærende kræfter i landflygtighed, bl.a. Renoir, Duvivier, Clair og Gabin, der tilbragte krigsårene i Hollywood. Carné blev tilbage og lavede bl.a. mesterværket Les Enfants du paradis (1945, Paradisets Børn). I 1943 grundlagdes filmskolen Institut des hautes études cinématographiques (IDHEC) og i 1946 det statslige Centre National de la Cinématographie (CNC), der indførte importkvoteordninger, som skulle beskytte den nationale filmindustri. Endnu i dag er det CNC, der administrerer den statslige franske filmstøtte.

I sidste halvdel af 1940'erne og 1950'erne gjorde en række enere sig bemærket, bl.a. den asketiske Robert Bresson, den elegante komiker Jacques Tati og den poetiske multikunstner Jean Cocteau. Dominerende var dog filmatiseringer af litterære klassikere, især ved instruktørerne Jean Delannoy (1908-2008) og Claude Autant-Lara. De blev i filmtidsskriftet Cahiers du Cinéma, der var blevet grundlagt i 1951 af bl.a. kritikeren André Bazin, genstand for voldsomme angreb fra de unge filmkritikere, som i slutningen af årtiet skulle udgøre kernen i det, der blev kendt som den ny bølge i fransk film: François Truffaut, Jean-Luc Godard, Claude Chabrol, Eric Rohmer og Jacques Rivette.

1959 var et skelsættende år for fransk film. Da vandt både Truffauts debutfilm Les 400 coups (Ung flugt) og Hiroshima, mon amour (Hiroshima, min elskede) af Alain Resnais hovedpriser på Cannes Filmfestivalen, der siden 1946 har været et af Europas vigtigste markeder for den kunstneriske film. Den ny bølge, der tillige talte bl.a. Jacques Demy, Agnès Varda, Louis Malle og Roger Vadim, opflaskede sine egne stjerneskuespillere, bl.a. Jeanne Moreau, Jean-Claude Brialy, Jean-Paul Belmondo og Brigitte Bardot. Bølgen var en fornyelse i fransk film; en personlig filmkunst ofte skabt for få penge og uden for de etablerede studier. Hos Godard var der tillige tale om et radikalt opgør med det konventionelle filmsprog, hvilket han demonstrerede allerede med sin debutfilm, À Bout de souffle (1960, Åndeløs).

Også dokumentarfilmen fik nyt liv i 1950'erne, først med enere som Georges Franju og Alain Resnais og omkring 1960 i form af den såkaldte cinéma vérité-bevægelse, der anført af Jean Rouch benyttede de nye 16 mm letvægtskameraer til en mere spontan virkelighedsgengivelse.

I 1960'ernes politisk radikale klima var Truffaut og Godard foregangsmænd for lukningen af Cannes Filmfestivalen i maj 1968. De demonstrerede også sammen med resten af bølgen i Paris' gader mod kulturministerens fyring af lederen af Cinémathèque française, Henri Langlois, hvem de følte, de skyldte deres store filmkultur.

Den ny bølge og den dermed forbundne modernistiske filmkunst viste vejen for de følgende årtiers franske film. Med Diva (1981) af Jean-Jacques Beineix indledtes 1980'ernes unge postmodernistiske film, som tillige repræsenteredes af Luc Besson og Leos Carax (f. 1960). Sideløbende hermed fik franskmændene et internationalt publikum i tale med litterære filmatiseringer som Jean de Florette (1985, Kilden i Provence) og Manon des sources (1986, Manon og kilden), Uranus (1990) og Cyrano de Bergerac (1990), alle med fransk films superstjerne Gérard Depardieu på rollelisten.

Over for såvel konkurrencen fra Hollywood som 1980'ernes tv-eksplosion har fransk film klaret sig bedre end de fleste andre europæiske landes filmindustrier. Forklaringen ligger ikke mindst i de omfattende offentlige støtteordninger, co-produktionsaftaler med tv-kanalerne og regler for visning af film på samme. Frankrig har da også markeret sig i forreste linje i den europæiske films mobilisering mod den amerikanske dominans på film- og tv-markedet.

Siden 1990’erne har fransk film dog kun kunnet byde på få filmkunstnere af internationalt format. Disse tæller bl.a. Jean-Pierre Jeunet, med fx komedien Le fabuleux destin d’Amélie Poulain (2001, Den fabelagtige Amélie fra Montmartre), og François Ozon (f. 1967), med fx det psykologiske drama Sous le sable (2000, Under sandet).

Læs mere om Frankrig.