Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bulgarien - film

Oprindelig forfatter BTro Seneste forfatter Redaktionen

Bulgariens første spillefilm var Det galante Bulgarien (1915) af Vasil Gendov (1891-1970). I 1930'erne måtte den svagtfunderede bulgarske filmindustri kæmpe med store økonomiske vanskeligheder, men i november 1947 blev den bulgarske filmindustri nationaliseret, og en genopbygning påbegyndt. 1950'erne var først præget af tung stalinistisk propaganda, men siden trådte en mere eksperimenterende linje frem, især med østtyskeren Konrad Wolfs østtysk-bulgarske Sterne (1959, Stjernen). Denne films bulgarske medinstruktør, Rangel Vultjanov (f. 1928), fremstod som bulgarsk films betydeligste navn med Romeo og Julie-historien Den første lektion (1960) og især ungdomsfilmen Sol og skygger (1962). Denne film samt Ferskentyven (1964), en kærlighedshistorie fra 1. Verdenskrig af Vuljo Radev (f. 1923), blev bulgarsk films første og største internationale succeser. Blandt de senere instruktører er Khristo Khristov (f. 1926) den vigtigste, især med kunstnerfilmen Iconostasis (1969). 1980'ernes krise og ny åbenhed blev taget under behandling i Vultjánovs satiriske Og hvorhen nu? (1987).

Læs mere om Bulgarien.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Børge Trolle: Bulgarien - film i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=52161