brasiliansk film

Brasilien - film, Brasiliansk film havde allerede i 1930'erne verdensformat takket være eksperimenterende instruktører som Humberto Mauro (1897-1983) og hans film Ganga Bruta (1933, Den brutale bande). 1940'erne og 1950'erne domineredes af chanchada-genren; ens opbyggede film med sambamusik, lige så populære som det moderne Brasiliens telenovelas. Med indvielsen 1949 af prestigestudierne Vera Cruz søgte den etablerede filmindustri at skabe kvalitetsfilm af international standard. Under ledelse af italieneren Alberto Cavalcanti produceredes her i alt 18 film, bl.a. O Cangaceiro (1953, Banditten) af Lima Baretto (1905-82), men studierne gik konkurs 1954. Fra slutningen af 1950'erne stod den uafhængige og socialt bevidste bevægelse cinema novo som eksponent for den nationale film. Med udgangspunkt i storbyernes slum og det fattige Nordeste skabtes værker som Os Cafajestes (1962, De skrupelløse) af Ruy Guerra (f. 1931) og Vidas Secas (1963, Udtørrede liv) af Nelson Pereira dos Santos (f. 1928).

Efter militærkuppet 1964 blev cinema novo-bevægelsen mere indadvendt og realismen afløst af en politisk-allegorisk form, først og fremmest set i Glauber Rochas hovedværk Antonio-das-Mortes (1969, Antonio dræberen). Fra 1970'erne blomstrede den brasilianske kvalitetsfilm med det statslige Embrafilme som vigtig producent. Tidligere cinema novo-instruktør Carlos Diegues (f. 1940) stod bag succeserne Xica da Silva (1976) og Bye Bye Brazil (1980), og den nye generation kom godt på vej med bl.a. Dona Flor og hendes to mænd (1976) af Bruno Barreto (f. 1955) og Pixote (1980) af Hector Babenco (f. 1946). I 1983 begyndte en nedtur for brasiliansk film. Til de få betydelige film i denne periode hører Babencos Kiss of the Spider Woman (1985, Edderkoppekvindens kys), produceret som amerikansk-brasiliansk co-produktion. Fra slutningen af 1990'erne vakte brasilianske film påny international opsigt. Det vigtigste nyere navn er Walter Salles (f. 1956), som brød igennem med den rørende Central do Brasil (1998, Central Station), flugt af bl.a. Diarios de motocicleta (2004, Motorcykel Dagbog) om den unge Che Guevara. International opmærksomhed fik også Fernando Meirelles (f. 1955) med Cidade de Deus (2002, City of God), der skildrer unge i storbyens slum.

Læs mere om Brasilien.