Afrika. Plakat for filmen Yaaba (1988, Heksen) af Idrissa Ouédraogo fra Burkina Faso. Filmen handler om en dreng, der bliver gode venner med en ældre kvinde, som fryses ud af landsbyens fællesskab, fordi hun betragtes som heks.

.

Afrika. Scenebillede fra Quartier Mozart (1992, Kvarteret Mozart) af Jean-Pierre Bekolo fra Cameroun. Filmen blev bl.a. præmieret som bedste afrikanske film ved festivalen i Cannes i 1992.

.

Afrikansk film er affødt af, at de fleste afrikanske lande omkring 1960 fik selvstændig status og dermed mulighed for at manifestere afrikansk kultur og egenart.

Filmproduktionssystemerne er af den senegalesiske instruktør Ousmane Sembène blevet døbt mégotage. Udtrykket refererer til den langsommelige bid-for-bid realisering af filmene som følge af den evige venten på råfilm, som velstillede lande kasserer.

Der er en klar forskel på det filmiske engagement i de forskellige dele af kontinentet. Sammen med Egypten er det de fransksprogede Maghreblande, der står for hovedparten af de afrikanske film. Også i Afrika syd for Sahara domineres filmproduktionen af de tidligere franske kolonier, mens de engelsk- og portugisisktalende lande i mindre grad har formået at hævde sig internationalt.

I de senere år er Sydafrika dog begyndt at markere sig på den internationale filmscene – i 2005 vandt fx den xhosa-sprogede U-Carmen e-Khayelitsha (Carmen in Khayelitsha) Guldbjørnen ved Filmfestivalen i Berlin og Gavin Hoods Tsotsi vandt Oscar for bedste fremmedsprogede film.

En af forklaringerne på de fransktalende landes dominans er den regelmæssige finansielle og tekniske støtte til filmindustrien, som den franske stat har ydet sine tidligere besiddelser siden 1963 via Centre National de la Cinématographie og Ministère de la Coopération. De engelsksprogede lande opgav derimod ved uafhængigheden al produktion af spillefilm til fordel for dokumentar- og kortfilm i regeringsregi.

Undtagelser er Ghana og Nigeria, der har internationalt anerkendte instruktører som Kwah Paintsil Ansah og Ola Balogun. Nigeria afholdt en filmfestival i 1992 og har en forholdsvis stor produktion til hjemmemarkedet af billigt producerede videofilm og populære underholdingsfilm med rod i det nationale yorubateater.

Den franske støttepolitik, der bl.a indebærer, at manuskripter, fremkaldelse og klipning skal godkendes i Frankrig, er blevet kritiseret for at være af neokolonial og formynderisk karakter. En af denne politiks fremmeste kritikere er Fédération Panafricaine de Cinéastes (FEPACI). Det er en idealistisk sammenslutning af nationale instruktørorganisationer, der blev dannet i 1969. Dens formål er bl.a. at bekæmpe det fransk-amerikanske monopol på filmdistribution og -forevisning i Afrika.

Et af midlerne er nationalisering af filmindustrien, et andet finansiering af den nationale produktion ved afgift på udenlandske spillefilm. Burkina Faso (dengang Øvre Volta) førte an og ragede uklar med de store franske distributionsselskaber COMACICO og SECMA ved i 1970 at nationalisere filmdistributionen og alle sine seks biografer. Siden fulgte også Senegal og Mali efter.

FEPACI bidrog 1969 til dannelsen af Festival Panafricain du Cinéma de Ouagadougou (FESPACO) i Burkina Faso. Det er i høj grad FESPACO og den anden store panafrikanske filmfestival Journées Cinématographique de Carthage (JCC) i Tunesien, der har skabt den interesse, som den vestlige verden fra 1980'erne begyndte at vise afrikanske film. Tv-stationer som den britiske Channel Four, den fransk-tyske Arte og det tyske ZDF er blevet vigtige co-producenter, ligesom EU i stigende grad støtter afrikansk film, og det har givet en saltvandsindsprøjtning til den fattige sektor.

Produktionen er knap så sporadisk som tidligere — flere og flere afrikanske instruktører får mulighed for at prøve kræfter med filmmediet, og de enkelte instruktører får lejlighed til at lave flere film og dermed opøve større filmisk stilsikkerhed. Den stærke vestlige finansiering har dog også medført, at filmskaberne i højere grad henvender sig til et vestligt publikum end til deres landsmænd, og filmene bliver da også fortrinsvis set af europæere og internationale festivalgæster, mens almindelige afrikanere ofte foretrækker indiske syngespil eller amerikanske underholdningsfilm.

Distributionen af afrikanske film er sparsom i Afrika såvel som i resten af verden – der eksisterer ofte kun én kopi af hver film. Biografer er fortsat et storbyfænomen, selvom man mange steder forsøger at nå ud til tyndtbefolkede områder ved hjælp af filmbusser og friluftsforestillinger.

De tidlige afrikanske film er næsten alle eftersynkroniseret med fransk eller engelsk tale og har ofte en halvdokumentarisk indfaldsvinkel. Det er rå skildringer af livet i storbyen eller i landsbyen, af konfrontationen med den vestlige verden og af problemer med overtro, tabuer etc. Mange er præget af et mere eller mindre militant opgør med de tidligere kolonimagter. Det gælder fx den første lange spillefilm af en sort afrikaner, Ousmane Sembène La noire de... (1966).

Filmmanden Inoussa Ousseini kritiserede 1970'ernes afrikanske film for at være alt for påvirket af europæisk æstetik og for langt fra det afrikanske publikum; han blev en af fortalerne for en afrikansk film med rødder i kontinentets fortælletradition. Og i 1980'erne kom en ny generation af instruktører, der i højere grad forsøgte at formidle egne rødder via filmmediet, og som samtidig gav afrikansk film et fuldgyldigt kunstnerisk udtryk.

Gaston Kaboré fra Burkina Faso var den første med Wend Kuuni (1982), der tager udgangspunkt i det simple liv i landsbyen. Den nye stil, og med afrikansk dialog, blev fulgt op af landsmanden Idrissa Ouédraogo, der med film som Yaaba (1988, Heksen), Tilaï (1990) og Samba Traoré (1992), har vundet adskillige festivalpriser. Det samme gælder Souleymane Cissé fra Mali, især med den billedskønne og magiske fortælling Yeelen (1987).

Rytmen i disse film er overvejende adstadig som tilværelsen i en afrikansk landsby, mens afrikansk kultur i 1990'ernes storbyer er en blanding af overleverede traditioner og moderne vestlig livsstil. Dette var allerede synligt i senegaleseren Djibril Diop Mambetys (1945-98) to lange spillefilm, Touki-Bouki (1972) og Hyènes (1992), men fik et nyt udtryk i den camerounske Jean-Pierre Bekolos hektisk klippede musikalske sædekomedie Quartier Mozart (1992, Kvarteret Mozart), som har vundet flere internationale priser.

Skønt der stadig laves film med baggrund i den afrikanske tradition, tager flere og flere instruktører afstand fra den dyrkelse af det specifikt afrikanske, som var dominerende i 1980’erne. I stedet beskæftiger de sig bl.a. med emigration og med de ofte i Europa bosatte filmskaberes egen position i forhold til det Afrika, de skildrer – fx i mauretaneren Abderrahmane Sissakos (f. 1961) to prisbelønnede film La vie sur terre (1998) og Heremakono (2002).

I 1970'erne kom Ousmane Sembènes tragi-komiske Mandabi (1968, Postanvisningen) om bureaukratiet i Afrika som den første afrikanske film i dansk biografdistribution. Siden er flere kommet til, men de kan tælles på to hænder. Til gengæld vises der stadig flere afrikanske film på de danske filmfestivaler – især Natfilmfestivalen.

Læs mere om Afrika.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig