Postmodernisme – dans, Postmoderne dans er en danseform, der dukkede op i 1960'ernes USA som opgør med modern dance.

Med det tværkunstneriske Judson Dance Theater i New York som laboratorium (1962-66) udforskedes dans som basal bevægelse: funktion, form og energi, befriet for historier, ekspressivitet, teatral iscenesættelse og teknisk perfektion.

Inspirationen kom især fra Merce Cunningham og John Cage. Som del af performancemiljøet ville de postmoderne dansere nedbryde skellet mellem kunst og liv.

De rykkede ud på museer og pladser samt i parker; Trisha Brown (f. 1936) dansede endog på husmure og tage. Der eksperimenteredes med dagligdags bevægelser, releaseteknik og Steve Paxtons (1939-2024)) kontaktimprovisation.

Som manifest stod Yvonne Rainers (f. 1934) Trio A (1966) for én eller 80 personer, for amatører eller professionelle.

I 1970'erne udviklede den postmoderne dans sig i minimalistisk retning, fx Lucinda Childs' (f. 1940) formalistiske gentagelsesstrukturer. Meredith Monks (f. 1942) multimedieforestillinger, inspireret af Alwin Nikolais, og Twyla Tharps leg med traditionen pegede hen mod 1980'er-dansens postmodernistiske prægning med dyrkelse af stilblanding og ekspressivitet, iscenesættelse og ironiske betydningsspil.

I 1990'erne blev begrebet postmodernisme afløst af betegnelsen ny dans.

Læs mere om postmodernisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig