Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

postmodernisme - dans

Oprindelige forfattere EAsc og MoDi Seneste forfatter Redaktionen

Postmoderne dans er en danseform, der dukkede op i 1960'ernes USA som opgør med modern dance.

Med det tværkunstneriske Judson Dance Theater i New York som laboratorium (1962-66) udforskedes dans som basal bevægelse: funktion, form og energi, befriet for historier, ekspressivitet, teatral iscenesættelse og teknisk perfektion.

Inspirationen kom især fra Merce Cunningham og John Cage. Som del af performancemiljøet ville de postmoderne dansere nedbryde skellet mellem kunst og liv.

Annonce

De rykkede ud på museer og pladser samt i parker; Trisha Brown (f. 1936) dansede endog på husmure og tage. Der eksperimenteredes med dagligdags bevægelser, releaseteknik og Steve Paxtons (f. 1939) kontaktimprovisation.

Som manifest stod Yvonne Rainers (f. 1934) Trio A (1966) for én eller 80 personer, for amatører eller professionelle.

I 1970'erne udviklede den postmoderne dans sig i minimalistisk retning, fx Lucinda Childs' (f. 1940) formalistiske gentagelsesstrukturer. Meredith Monks (f. 1942) multimedieforestillinger, inspireret af Alwin Nikolais, og Twyla Tharps leg med traditionen pegede hen mod 1980'er-dansens postmodernistiske prægning med dyrkelse af stilblanding og ekspressivitet, iscenesættelse og ironiske betydningsspil.

I 1990'erne blev begrebet postmodernisme afløst af betegnelsen ny dans.

Læs mere om postmodernisme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Aschengreen, Monna Dithmer: postmodernisme - dans i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=144529