• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

cancan

Oprindelig forfatter BBen Seneste forfatter Lene Vistrup

Cancan. Med sin karakteristiske streg har Toulouse-Lautrec indfanget de parisiske danserinders benspjæt på adskillige plakater. Med denne fra 1896 reklameres der for Mademoiselle Églantines dansetrup.

Cancan. Med sin karakteristiske streg har Toulouse-Lautrec indfanget de parisiske danserinders benspjæt på adskillige plakater. Med denne fra 1896 reklameres der for Mademoiselle Églantines dansetrup.

/@api/deki/files/4214/=ud_a_115302.mp3?revision=2

cancan, fransk dans i 2/4-takt, der i midten af 1800-t. var en populær selskabsdans på parisiske danserestauranter. Fra at være en slags kvadrilledans udviklede cancan sig til en mere artistisk scenedans, der frydede og forargede med sine høje benspark, spring til spagat og de afslørende sving og løft af de stivede festonskørter.

Ordet cancan kommer af fransk canard 'and', vist sigtende til dens gang.

Borgerskabets forargelse over denne dans er temaet for Cole Porters musical Can Can (1953), men dansens 'seriøse' scenedebut fandt sted allerede i 1858, da Jacques Offenbachs operette Orfeus i underverdenen med et indlagt cancannummer havde premiere.