barok - dans

Barok - dans, Barokdans er fællesbetegnelse for franskpræget mode- og teaterdans fra anden halvdel af 1600-tallet og første halvdel af 1700-tallet. Barokdans må først og fremmest karakteriseres som en dekorativ kunstart, hvor særligt den strenge symmetri er fremherskende.

Skønhedsidealet hentedes i antikkens kunst, bevægelserne var elegante og uaffekterede, men strengt kontrollerede. Dans var en vigtig del af hofunderholdningen allerede i renæssancen. I løbet af 1600-tallet udvikledes de franske egnsdanse til hoffets kunstdans, la belle danse. Hofetikettens komplicerede ritual fastlagde nøje proceduren for, hvem der skulle danse hvad ved ballerne.

Beherskelse af dansekunsten var et led i adelens dannelse, og modedansene forventedes indstuderet hos dansemestrene. Et bal blev åbnet med en eller flere kædedanse, derefter fulgte de rituelle repræsentationsdanse courante eller menuet; derpå forskellige modedanse, som udførtes af et enkelt par ad gangen, og til sidst kontradansene, i hvilke mange kunne deltage. Blandt modedansene var bourrée, gavotte, rigaudon, gigue, passepied og forlana populære typer.

Ved hoffet indgik dans tillige med skuespil og sang i store opera-balletter. Både Ludvig 13. og Ludvig 14. dansede selv centrale roller i balletterne sammen med hoffolkene, men stigende tekniske krav medførte, at stadig flere af rollerne blev besat med professionelle dansere.

Disse blev uddannet af dansemestrene ved L'Académie royale de danse, som Ludvig 14. oprettede i 1661 med det formål at forædle og perfektionere dansekunsten. Teaterdansen var i begyndelsen domineret af mænd, først efter 1700 begyndte kvindelige dansere for alvor at gøre sig gældende på scenen. Af tidens teaterdanse kan nævnes sarabande, loure, chaconne, passacaglia, entrée og canary.

År 1700 publicerede R.-A. Feuillet et grafisk notationssystem, udviklet af koreografen P. Beauchamp. Det muliggjorde udgivelsen af mode- og teaterdanse på tryk. Fra det følgende halve århundrede er fra Frankrig og England bevaret detaljeret koreografi til ca. 370 par- og solodanse, derudover til tusindvis af kontradanse.

Dansens teknik er indgående beskrevet hos dansemester Pierre Rameau 1725 og Kellom Tomlinson 1735. I midten af 1700-tallet fortrængte enklere, landlige danseformer la belle danse i dansesalen, mens teaterdansen kom til at danne grundlaget for den klassiske ballet.

Læs videre om barokken her