Living Movement, dansk dansegruppe, grundlagt i København i 1972 af Randi Patterson, Jytte Kjøbek (f. 1943), Graziella Hsu (f. 1943), Fran Turner (f. 1945) og Nina Voltelen (f. 1943). Living Movement regnes som den første moderne dansegruppe i Danmark. Den søgte at gøre dans vedkommende for et bredere publikum, og foruden teaterscener blev gader, parker, både og udstillingsvinduer inddraget som spilleareal. I 1977 oprettedes eksperimentalscenen Åben Scene. Gruppen samarbejdede med den nye kompositionsmusik, hvor musikere ofte var en del af koreografien. Blandt væsentlige forestillinger er Living Movement på Pakhus 13 (1976), Red for Roses (1976), Malinche (1979), Verandaen (1981), The Red Song (1982) og Partners (1984). Både Living Movement og Åben Scene ophørte i 1984.