Les Ballets Suédois, (fr. 'den svenske ballet'), balletkompagni, der eksisterede 1920-25 med hjemsted i Paris. Det blev grundlagt af rigmanden Rolf de Maré (1898-1964) som et avantgardekompagni med svenske og danske dansere. Jean Börlin (1893-1930) var hoveddanser og koreograf med Carina Ari (1897-1970) og Jenny Hasselquist (1894-1978) som ledende solister. Kompagniets balletter var nye, overraskende og provokerende på musik-, billed- og dansesiden. Som avantgardegruppe gik Les Ballets Suédois et skridt videre end Diaghilevs Les Ballets Russes med kunstnere som komponistgruppen Les Six og Erik Satie, multikunstneren Jean Cocteau, filmmanden René Clair og malere og scenografer som Pierre Bonnard, Francis Picabia, Fernand Léger og Nils von Dardel.

I 1998 arrangerede den daværende balletmester for Den Kongelige Svenske Ballet, Frank Andersen, en festival, hvor flere af Les Ballets Suédois' balletter blev rekonstrueret.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig