Den Kongelige Ballet. August Bournonvilles romantiske ballet Napoli er nærmest blevet synonym med Den Kongelige Ballet. Den er opført mere end 700 gange siden premieren i 1842; desuden gives tredjeakten som løsrevent divertissement. Silja Schandorff og Lise Stripp i tredjeaktens pas de six. Fotografi fra begyndelsen af 1990'erne.

.

Den Kongelige Ballet, et af Europas ældste balletkompagnier. Den Kongelige Ballet blev grundlagt længe før August Bournonville, men det er kompagniets Bournonville-tradition fra den romantiske periode, der især har givet den sit eget ansigt.

Da Det Kongelige Teater åbnede på Kongens Nytorv i 1748, var balletten med fra begyndelsen. Franske og italienske balletmestre vekslede, og balletten fik i 1771 en skole, som stadig fungerer. I 1775 kom den italienske balletmester Vincenzo Galeotti til København, hvor han virkede til sin død i 1816. Under ham oplevede balletten sin første blomstringsperiode. Efter tidens mode skabte Galeotti en række store handlingsballetter, fx Lagertha (1801) og Romeo og Giulietta (1811). Én Galeotti-ballet overlevede: Amors og Balletmesterens Luner fra 1786; den er den ældste ballet i verden opført i ubrudt tradition.

1800-t. domineredes af August Bournonville, der efter studieår i 1820'ernes Paris var balletmester i København 1830-77 med enkelte afbrydelser. Han løftede ballettens niveau; han skabte et korps, solister og et repertoire. I begyndelsen af sin karriere stod han i gæld til den franske romantiske ballet, ikke mindst Filippo Taglionis (1777-1871) Sylfiden (1832), som han skabte sin egen version af i 1836. Men han modnedes i samspil med dansk romantisk kultur til en tilværelsesopfattelse, hvor harmonien var i højsædet. Bournonville troede på en verden med mening og orden, og det afspejles i balletter som Napoli (1842), Kermessen i Brügge (1851) og Et Folkesagn (1854).

Balletmestre siden 1748
Titlerne har været balletmester, balletdirigent, balletleder, administrativ leder, og i perioder har nogle været konstitueret.
1748-53 Des Larches
1755-56 Neudin
1756-63 Antonio Como
1763-67 Antonio Sacco
1767-68 Jean Baptiste Martin
1768-70 Innocente Gambuzzi
1770-71 Martini
1771-72 Vincenzo Piatolli
1772-73 Domenico Andriani
1773-75 Vincenzo Piatolli
1775-1816 Vincenzo Galeotti
1816-23 Antoine Bournonville
1823-30 Pierre Larcher leder uden at være udnævnt
1830-77 August Bournonville (dog ikke 1855-56 og 1861-64. I den sidste periode blev hans funktioner varetaget af Ludvig Gade)
1877-90 Ludvig Gade
1890-94 Emil Hansen
1894-1915 Hans Beck
1915-28 Gustav Uhlendorff
1928-30 Kaj Smith
1930-32 Victor Schiøler
1932-51 Harald Lander
1951-56 Niels Bjørn Larsen
1956-58 Frank Schaufuss
1958-60 Henning Rohde
1961-65 Niels Bjørn Larsen
1966-78 Flemming Flindt
1978-85 Henning Kronstam
1985-94 Frank Andersen
1994-95 Peter Schaufuss
1995-97 Johnny Eliasen
1997-99 Maina Gielgud
1999-2002 Aage Thordal
2002-2008 Frank Andersen
2008- Nikolaj Hübbe

Bournonville skabte en sådan respekt om balletten, at kunstarten holdt stand og niveau også i sidste halvdel af 1800-t., hvor den ellers degenererede ude i Europa. Hans efterfølgere, først og fremmest Hans Beck, opererede efter samme idealer som Bournonville. Fornyelsen i Europa med Diaghilevs Ballets Russes, som i 1910'erne og 1920'erne sendte en farverig og sensuel balletkunst på scenen, blev længe holdt ude i København med det resultat, at Den Kongelige Ballet tabte terræn i begyndelsen af 1900-t. Genrejsningen skete i Harald Landers balletmestertid 1932-51. Børge Ralov, Kjeld Abell og Bernhard Christensen skabte med Enken i Spejlet (1934) den første moderne ballet i tema og persongalleri, mens Lander i samarbejde med Knudåge Riisager nåede det ypperste i værker som Qarrtsiluni (1942) og Etudes (1948). Med en stærk udstråling og et følsomt sind var Margot Lander periodens midtsamlende ballerina. Væsentlig var også Harald Landers og Valborg Borchsenius' opsætninger af Bournonvilles balletter i den form, der kom til at præge resten af århundredet.

I anden halvdel af 1900-t. blev Den Kongelige Ballet internationalt kendt gennem årlige festivaler på Det Kongelige Teater og gennem en omfattende turnévirksomhed. Det begyndte i London i 1953, og balletten fik sit store gennembrud med USA-turnéen i 1956. I 1950'erne og første halvdel af 1960'erne under Niels Bjørn Larsen og Frank Schaufuss (1921-97) blev repertoiret fornyet med koreografer som George Balanchine, Frederick Ashton, Roland Petit og Birgit Cullberg, og da Flemming Flindt blev balletmester i 1966, udvidede han ballettens felt til også at omfatte ny dans på bare fødder og med dagens temaer (Dødens Triumf, 1972). Balletten oplevede en stigende popularitet, og niveauet med Bournonville som ballettens kunstneriske eksistensberettigelse blev fastslået med to store Bournonvillefestivaler i 1979 og 1992 under hhv. Henning Kronstam og Frank Andersen. I 1990'erne vaklede balletten ellers usikkert mellem det nationale og det internationale. Peter Schaufuss var kun balletmester én sæson (1994-95), og en ny æra indledtes, da den britiske Maina Gielgud satte sig i balletmesterstolen 1997. Hun er den første kvinde på posten og den første udlænding, siden August Bournonvilles far, Antoine Bournonville, blev balletmester i 1816. Perioden 1948-98 beskrives i Erik Aschengreens Der går dans (1998).

1990'erne var et turbulent tiår for Den Kongelige Ballet. Maina Gielgud forlod balletmesterposten allerede i 1999 og blev efterfulgt af Aage Thordal-Christensen, der bestred posten indtil 2002. Fra efteråret 2002 var Frank Andersen tilbage som balletmester indtil 2008, hvor Nikolaj Hübbe vendte hjem fra en succesfuld dansekarriere i New York for at overtage posten. Hübbe har en stor kærlighed til Bournonvilles værker og har blandt andet markeret sig med en nyopsætning af Napoli i 2009).

Repertoiret har svinget efter de skiftende balletmestres smag, og kompagniets identitet er også under forandring med en stor gruppe dansere, der kommer udefra med en anderledes grundtræning. Kompagniet tæller stadig markante personligheder og en lille kernegruppe, der værner om Bournonville-traditionen. Endvidere har to koreografer markeret sig: Tim Rushton og Alexei Ratmansky.

2005 blev et succesår for kompagniet takket være Den Tredje Bournonville Festival i anledning af 200-året for August Bournonvilles fødsel.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig