• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den Kongelige Ballet

Oprindelig forfatter EAsc Seneste forfatter Redaktionen

Den Kongelige Ballet. August Bournonvilles romantiske ballet Napoli er nærmest blevet synonym med Den Kongelige Ballet. Den er opført mere end 700 gange siden premieren i 1842; desuden gives tredjeakten som løsrevent divertissement. Silja Schandorff og Lise Stripp i tredjeaktens pas de six. Fotografi fra begyndelsen af 1990'erne.

Den Kongelige Ballet. August Bournonvilles romantiske ballet Napoli er nærmest blevet synonym med Den Kongelige Ballet. Den er opført mere end 700 gange siden premieren i 1842; desuden gives tredjeakten som løsrevent divertissement. Silja Schandorff og Lise Stripp i tredjeaktens pas de six. Fotografi fra begyndelsen af 1990'erne.

Den Kongelige Ballet, et af Europas ældste balletkompagnier. Den Kongelige Ballet blev grundlagt længe før August Bournonville, men det er kompagniets Bournonville-tradition fra den romantiske periode, der især har givet den sit eget ansigt.

Da Det Kongelige Teater åbnede på Kongens Nytorv i 1748, var balletten med fra begyndelsen. Franske og italienske balletmestre vekslede, og balletten fik i 1771 en skole, som stadig fungerer. I 1775 kom den italienske balletmester Vincenzo Galeotti til København, hvor han virkede til sin død i 1816. Under ham oplevede balletten sin første blomstringsperiode. Efter tidens mode skabte Galeotti en række store handlingsballetter, fx Lagertha (1801) og Romeo og Giulietta (1811). Én Galeotti-ballet overlevede: Amors og Balletmesterens Luner fra 1786; den er den ældste ballet i verden opført i ubrudt tradition.

1800-t. domineredes af August Bournonville, der efter studieår i 1820'ernes Paris var balletmester i København 1830-77 med enkelte afbrydelser. Han løftede ballettens niveau; han skabte et korps, solister og et repertoire. I begyndelsen af sin karriere stod han i gæld til den franske romantiske ballet, ikke mindst Filippo Taglionis (1777-1871) Sylfiden (1832), som han skabte sin egen version af i 1836. Men han modnedes i samspil med dansk romantisk kultur til en tilværelsesopfattelse, hvor harmonien var i højsædet. Bournonville troede på en verden med mening og orden, og det afspejles i balletter som Napoli (1842), Kermessen i Brügge (1851) og Et Folkesagn (1854).

Annonce

Balletmestre siden 1748
Titlerne har været balletmester, balletdirigent, balletleder, administrativ leder, og i perioder har nogle været konstitueret.
1748-53Des Larches
1755-56Neudin
1756-63Antonio Como
1763-67Antonio Sacco
1767-68Jean Baptiste Martin
1768-70Innocente Gambuzzi
1770-71Martini
1771-72Vincenzo Piatolli
1772-73Domenico Andriani
1773-75Vincenzo Piatolli
1775-1816Vincenzo Galeotti
1816-23Antoine Bournonville
1823-30Pierre Larcher leder uden at være udnævnt
1830-77August Bournonville (dog ikke 1855-56 og 1861-64. I den sidste periode blev hans funktioner varetaget af Ludvig Gade)
1877-90Ludvig Gade
1890-94Emil Hansen
1894-1915Hans Beck
1915-28Gustav Uhlendorff
1928-30Kaj Smith
1930-32Victor Schiøler
1932-51Harald Lander
1951-56Niels Bjørn Larsen
1956-58Frank Schaufuss
1958-60Henning Rohde
1961-65Niels Bjørn Larsen
1966-78Flemming Flindt
1978-85Henning Kronstam
1985-94Frank Andersen
1994-95Peter Schaufuss
1995-97Johnny Eliasen
1997-99Maina Gielgud
1999-2002Aage Thordal
2002-2008Frank Andersen
2008-Nikolaj Hübbe

Bournonville skabte en sådan respekt om balletten, at kunstarten holdt stand og niveau også i sidste halvdel af 1800-t., hvor den ellers degenererede ude i Europa. Hans efterfølgere, først og fremmest Hans Beck, opererede efter samme idealer som Bournonville. Fornyelsen i Europa med Diaghilevs Ballets Russes, som i 1910'erne og 1920'erne sendte en farverig og sensuel balletkunst på scenen, blev længe holdt ude i København med det resultat, at Den Kongelige Ballet tabte terræn i begyndelsen af 1900-t. Genrejsningen skete i Harald Landers balletmestertid 1932-51. Børge Ralov, Kjeld Abell og Bernhard Christensen skabte med Enken i Spejlet (1934) den første moderne ballet i tema og persongalleri, mens Lander i samarbejde med Knudåge Riisager nåede det ypperste i værker som Qarrtsiluni (1942) og Etudes (1948). Med en stærk udstråling og et følsomt sind var Margot Lander periodens midtsamlende ballerina. Væsentlig var også Harald Landers og Valborg Borchsenius' opsætninger af Bournonvilles balletter i den form, der kom til at præge resten af århundredet.

I anden halvdel af 1900-t. blev Den Kongelige Ballet internationalt kendt gennem årlige festivaler på Det Kongelige Teater og gennem en omfattende turnévirksomhed. Det begyndte i London i 1953, og balletten fik sit store gennembrud med USA-turnéen i 1956. I 1950'erne og første halvdel af 1960'erne under Niels Bjørn Larsen og Frank Schaufuss (1921-97) blev repertoiret fornyet med koreografer som George Balanchine, Frederick Ashton, Roland Petit og Birgit Cullberg, og da Flemming Flindt blev balletmester i 1966, udvidede han ballettens felt til også at omfatte ny dans på bare fødder og med dagens temaer (Dødens Triumf, 1972). Balletten oplevede en stigende popularitet, og niveauet med Bournonville som ballettens kunstneriske eksistensberettigelse blev fastslået med to store Bournonvillefestivaler i 1979 og 1992 under hhv. Henning Kronstam og Frank Andersen. I 1990'erne vaklede balletten ellers usikkert mellem det nationale og det internationale. Peter Schaufuss var kun balletmester én sæson (1994-95), og en ny æra indledtes, da den britiske Maina Gielgud satte sig i balletmesterstolen 1997. Hun er den første kvinde på posten og den første udlænding, siden August Bournonvilles far, Antoine Bournonville, blev balletmester i 1816. Perioden 1948-98 beskrives i Erik Aschengreens Der går dans (1998).

1990'erne var et turbulent tiår for Den Kongelige Ballet. Maina Gielgud forlod balletmesterposten allerede i 1999 og blev efterfulgt af Aage Thordal-Christensen, der bestred posten indtil 2002. Fra efteråret 2002 var Frank Andersen tilbage som balletmester indtil 2008, hvor Nikolaj Hübbe vendte hjem fra en succesfuld dansekarriere i New York for at overtage posten. Hübbe har en stor kærlighed til Bournonvilles værker og har blandt andet markeret sig med en nyopsætning af Napoli i 2009).

Repertoiret har svinget efter de skiftende balletmestres smag, og kompagniets identitet er også under forandring med en stor gruppe dansere, der kommer udefra med en anderledes grundtræning. Kompagniet tæller stadig markante personligheder og en lille kernegruppe, der værner om Bournonville-traditionen. Endvidere har to koreografer markeret sig: Tim Rushton og Alexei Ratmansky.

2005 blev et succesår for kompagniet takket være Den Tredje Bournonville Festival i anledning af 200-året for August Bournonvilles fødsel.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Aschengreen: Den Kongelige Ballet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 2. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=109042

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Den Kongelige BalletMarker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik