Dansescenen, åben scene for moderne dansekompagnier, både danske og internationale. Dansescenen åbnede i 1993 på Øster Fælled Torv i København - i bygningen, som nu huser teatret Republique. Den første kunstneriske leder var Karen Vibeke Hansen (1991-94), der blev efterfulgt af Claus Lynge (1995-99) og Louise Seibæk (1999-2010). Fra 2011 er lederen den britiske Bush Hartshorn.

Dansescenen er arrangør af koreografiske festivaler, herunder koreografikonkurrencen Dansolution, samt initiativtager til projekter med moderne dans for skolebørn, nu under navnet Ung Dansescene. Dansescenen har haft sit eget kompagni af teenagedansere siden 1999, kaldet Juniorkompagniet, og ofte også sin egen huskoreograf, fx Kitt Johnson (2002-03). Dansescenens første ti år er beskrevet i Anne Middelboe Christensens bog fra 2003, Ben i Næsen.

I 2009 flyttede Dansescenen ud i Dansehallerne på Carlsberg, hvor også Dansens Hus og bl.a. Dansk Danseteater har til huse. Her råder Dansescenen over scenerne Store Carl og Lille Carl samt et foyerområde, hvor der er en dansetøjsbutik og en café - og ofte dansefotoudstillinger.

I 2012 fusionerede Dansescenen og Dansens hus, og aktiviteterne føres videre under navnet Dansehallerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig