Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Paul Taylor

Oprindelige forfattere BJ og EAsc Seneste forfatter Redaktionen

Paul Taylor, f. 1930, amerikansk danser og koreograf. Efter Taylors træning dels på Juilliard School, dels på Martha Grahams skole antog Martha Graham ham i 1953 som danser og skabte flere partier til ham. Han dansede desuden hos Merce Cunningham og indledte en karriere som koreograf. 1954 dannede han Paul Taylor Dance Company, som 1968 gæstede København med bl.a. Aureole (1962), som han samtidig satte op med dansere fra Den Kongelige Ballet. Dansernes bare fødder stjal dengang nogen opmærksomhed fra koreografiens musikalitet og den paradoksale lethed i de moderne trins tyngde, som stadig ses i Taylors balletter som Esplanade (1975) og Roses (1985). Han holdt inde som danser 1974, men koreograferer fortsat, fx Oh, You Kid! (1999), hvis tema er amerikansk historie.

Taylors kompagni har gæstedanset i både Aarhus og Aalborg, senest i 2002. Den Kongelige Ballet har danset flere af hans balletter, ligesom tv-produceren Thomas Grimm til Danmarks Radio har optaget en række Taylor-balletter.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birthe Johansen, Erik Aschengreen: Paul Taylor i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=170184