Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mikhail Fokin

Oprindelig forfatter BJ Seneste forfatter Redaktionen

Mikhail Fokin, Michel Fokine, 1880-1942, russisk danser og koreograf. Fokin blev sin tids internationale reformator af balletten som scenekunst. Han blev uddannet på Den Kejserlige Balletskole i fødebyen Skt. Petersborg og var fra 1898 medlem af Mariinskij Teatrets balletkorps.

Et scenario fra Daphnis og Chloé fra 1904 blev manifestet, i hvilket Fokin første gang præsenterede sine idéer om en koreografi, der ikke følger den klassiske Petipa-ballets formskema, men henter udtryk fra de følelser, der bærer handlingen. Dette virkeliggjorde han bl.a. i 1905 med soloen Den Døende Svane. Hans tanker om et kunstnerisk samspil mellem koreografi, musik og scenografi, som lå på linje med de tanker, der udgik fra tidens eksperimenterende russiske teater i øvrigt, blev først omsat i praksis, da han i 1909 blev knyttet til Serge Diaghilevs Les Ballets Russes. Han var koreografen, der prægede denne russiske ballets første sæsoner i Paris med forestillinger som Les Sylphides (da. Chopiniana, 1909), Scheherazade (1910), Le Carnaval (1910), Petrusjka (1911) og La Légende de Joseph (da. Joseflegenden, 1914).

Under 1. Verdenskrig opholdt Mikhail Fokin sig i Skt. Petersborg, hvor han stadig var ansat ved Mariinskij Teatret, men i 1918 forlod han Rusland for stedse og slog sig ned først i Skandinavien, hvor han bl.a. arbejdede på Det Kgl. Teater, og fra 1923 i New York, hvor han levede til sin død.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birthe Johansen: Mikhail Fokin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=77604