Matthew Bourne, f. 1960, britisk danser og koreograf. Uddannet på Laban Centre i London dannede han i 1987 sit eget kompagni, Adventures in Motion Pictures. Han fik straks succes med bl.a. nye versioner af Nøddeknækkeren (1992) og Sylfiden under navnet Highland Fling (1994). Men det store internationale gennembrud kom med hans opsætning af Svanesøen i 1995, hvor svaneprinsessen danses af en mand. Bourne modtog Olivier Award for forestillingen, der også vakte opmærksomhed på Broadway i New York. I 1997 moderniserede han Askepot. Hans skarpe blik for sociale karikaturer, hans elegance, hans eminente sans for teatralske effekter og hans umiddelbart humoristiske koreografi har gjort ham til en meget populær koreograf, senest med familieforestillingen Edward Scissorhands (2005).