Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mats Ek

Oprindelig forfatter AFCh Seneste forfatter Redaktionen

Mats Ek, f. 1945, svensk koreograf, søn af koreografen Birgit Cullberg og skuespilleren Anders Ek. Mats Eks virke har hovedsagelig udspillet sig i Cullbergballetten i Stockholm, som koreograf og desuden som balletmester i 1985-93. Hans koreografi er udtryk for humanisme, præget af både grotesk ekspressionisme og sårbar forsigtighed (fx Bernarda, 1978). Hans værker er ofte debatskabende og politiske (fx Soweto, 1977), og hans nytolkninger af klassikere har været provokerende aktuelle; Giselle (1982), Svanesøen (1987) og Tornerose (1996) har tiltrukket et nyt, ungt publikum og er i sig selv blevet moderne klassikere, der opføres af klassiske balletkompagnier sideløbende med de originale versioner. I 1990'erne dyrkede han familien som komplekst emne (fx Dans med Nästan, 1993) med danser-broderen Niklas Ek (f. 1943), skuespiller-søsteren Malin Ek (f. 1945) og danser-hustruen Ana Laguna (f. 1955). Den Kongelige Ballet fik i 1999 sit første Mats Ek-værk, Græs. I 1993 trådte han tilbage som leder af Cullbergballetten for at hellige sig arbejdet som freelancekoreograf for internationale kompagnier såvel som for tv, bl.a. med soli for den franske ballerina Sylvie Guillem (f. 1965).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Middelboe Christensen: Mats Ek i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=68801