Faktaboks

Marius Petipa
Født
11. marts 1818
Død
14. juli 1910

Marius Petipa var en fransk-russisk danser, koreograf og balletmester. Født i Marseille i en familie af dansere var hans livsbane fastlagt fra begyndelsen. Han kom i 1847 til Skt. Petersborg i Rusland som danser. I perioden 1862-1903 var han balletmester og hovedansvarlig for den kunstneriske udvikling ved Den Kejserlige Ballet.

Petipa er hovedeksponenten for den store klassiske dans i 1800-tallet og koreografen bag den optimale perfektionering af den klassiske ballet. Han koreograferede ca. 60 balletter, og hans stil er en kombination af fransk elegance og italiensk virtuoseri, udviklet og indrettet efter russisk smag og temperament.

Petipa er mester for en række helaftensballetter med stor teatralsk udfoldelse og blændende virtuos dans. Blandt hans kendteste værker er Don Quixote (1869), La Bayadère (1877), Tornerose (1890), Svanesøen (første og tredje akt, 1895) og Raymonda (1898).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig