Loie Fuller, 1862-1928, amerikansk danser. Hun gjorde sig omkring 1900 bemærket i Paris gennem sin optræden med flagrende slør og gevandter og med fantasifulde lyseffekter. Skønt hun ikke var uddannet danser, og hendes forestillinger ikke var egentlig ballet, blev hun en af pionererne inden for moderne dans, bl.a. ved at indføre en række af de scenetekniske virkemidler, der siden er blevet almindelige.