Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Isadora Duncan

Oprindelig forfatter MoDi Seneste forfatter Redaktionen

Isadora Duncan.

Isadora Duncan.

Isadora Duncan, 26.5.1877-14.9.1927, amerikansk danser og koreograf.

I oprør mod ballettens dyrkelse af form og teknik ville Isadora Duncan skabe en ny danseform med udspring i kroppens frie bevægelser, i følelser og ånd.

Påvirkningen kom bl.a. fra F. Delsartes (1811-71) gymnastikform, og videre inspiration fandt hun i naturens organiske former og i antikkens idealer. På bare fødder og iført luftig græsk tunika søgte hun gennem dansen at udtrykke musikkens sjæl.

Annonce

Isadora Duncans solodanse formede sig som en ekspressiv strøm af bølgende kurver, enkle bevægelser og fortættet kraft centreret om solar plexus.

Isadora Duncan slog igennem i Europa, hvor hendes barfodsdans vakte både furore og jubel og førte hende fra parisiske saloner til Den Røde Plads i Moskva.

Duncan var en moderne revolutionær; frigørelsen af kroppen og dansen strakte sig til kvindesag og samfundsreform. Overalt søgte hun at grundlægge danseskoler, dog uden større held, ligesom hendes dansestil, som i høj grad var forbundet med myten Isadora, havde svært ved at overleve hende.

Isadora Duncans liv udviklede sig til en tragedie med dramatisk udgang: Hun blev kvalt, da hendes tørklæde viklede sig om hjulet på hendes bil. Hun anses stadig for at være den store pioner inden for moderne dans.

Isodora Duncans liv blev dramatiseret i filmen Isodora (1968) med Vanessa Redgrave i titelrollen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Monna Dithmer: Isadora Duncan i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=67126