Bill T. Jones, f. 1952, amerikansk danser og koreograf. Jones er sort og erklæret homoseksuel og bruger dansen til at stille væsentlige spørgsmål om livet og samfundet. I begyndelsen af 1970'erne kom han i forbindelse med danseteknikken contact improvisation og mødte Arnie Zane (1947-88), der blev hans partner både på scenen og privat. I 1974 skabte de American Dance Asylum, hvor de eksperimenterede med udtryksformer og blandede dans med ord. I 1982 skabte de i New York kompagniet Bill T. Jones/Arnie Zane, som fortsatte under samme navn efter Arnie Zanes død af aids i 1988. Jones har også skabt danse til en række andre kompagnier, og han var 1994-96 huskoreograf ved operaen i Lyon. Hans bevægelsesskala er stor, og hans sans for teatralske, hårdtslående og kontroversielle forestillinger bemærkelsesværdig, men han kan også være både poetisk og vittig. Ved at inkorporere virkeligt syge mennesker skabte hans Still/Here i 1994 en heftig debat i New York om balancen mellem kunst og virkelighed. Kompagniet Bill T. Jones/Arnie Zane gæstespillede i København 1996.