Mette Hønningen, f. 3.10.1944, dansk danser, uddannet på Det Kongelige Teaters Balletskole. Hun blev danser i 1963, solodanser 1967 og tog i 1992 sin afsked. Efter debuten som eleven i Flemming Flindts Enetime i 1964 udviklede Mette Hønningen sig til en klassisk ballerina, der som en af de få beherskede den svære russerklassik. Blandt hendes store præstationer var Odette-Odile i Svanesøen (1974), Månerenen (1965) og ballerinaen i Etudes (1970). Lidenskab og dramatisk styrke viste hun i Syrenhaven (1970) og som lady Capulet i Romeo og Julie (1974). I 1986 skabte Alvin Ailey soloen Witness specielt til hende.