Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Flemming Flindt

Oprindelig forfatter MeHa Seneste forfatter Redaktionen

Flemming Flindt og Rose Gad under prøverne på Caroline Mathilde. Balletten, som Flemming Flindt koreograferede, blev skabt til Rose Gad. Den fortæller historien om den kongelige kærlighedstrekant mellem den syge Christian 7., dronning Caroline Mathilde og kongens livlæge og senere rådgiver, Struensee. Det Kgl. Teater, 1991.

Flemming Flindt og Rose Gad under prøverne på Caroline Mathilde. Balletten, som Flemming Flindt koreograferede, blev skabt til Rose Gad. Den fortæller historien om den kongelige kærlighedstrekant mellem den syge Christian 7., dronning Caroline Mathilde og kongens livlæge og senere rådgiver, Struensee. Det Kgl. Teater, 1991.

Flemming Flindt, 30.9.1936-3.3.2009, dansk danser, koreograf og balletmester, en af sin tids store internationale stjernesolister.

Efter uddannelsen på Det Kongelige Teater hos Harald Lander og Vera Volkova var han 1955-66 solodanser ved London Festival Ballet, Den Kongelige Ballet og Pariseroperaen. Han dansede den klassiske ballets danseur noble-roller med fornem stil og udstråling og mestrede med sit personlige udtryk også mange moderne karakterpartier.

1966-78 var Flemming Flindt balletmester på Det Kongelige Teater, hvor han engagerede udenlandske moderne koreografer og selv koreograferede en række banebrydende værker.

Annonce

I samarbejde med den franske dramatiker Eugène Ionesco skabte han i 1963 sin første ballet, Enetime (efter Ionescos skuespil La leçon). Den blev i 1965 fulgt af Den unge mand skal giftes.

Balletten Dødens triumf fra 1971 til musik af Thomas Koppel, et dansedrama om civilisationens undergang, blev Flemming Flindts største balletsucces; hovedpartiet blev danset af Vivi Flindt, som han var gift med 1970-1995.

Flindt forstod at appellere til et ungt publikum med dramatiske balletter i et moderne formsprog, men også at værne om den klassiske Bournonville-arv.

1981-89 var han balletmester i Dallas, og fungerede derefter som freelancekoreograf i Danmark og på de fleste store internationale balletscener. Han koreograferede i 1991 helaftensforestillingen Caroline Mathilde til Den Kongelige Ballet og i 1992 Lucifers datter i Aarhus. Også musicals og operaer iscenesatte han med udpræget dramatisk sans.

Flemming Flindt betragtes som den væsentligste danske koreograf siden Harald Lander. Hans ballet Enetime er optaget i Kulturkanon.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding: Flemming Flindt i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=76970