Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erik Bruhn

Oprindelige forfattere BJ og EAsc Seneste forfatter Redaktionen

 Fra Erik Bruhns opsætning af Chopiniana på Det Kgl. Teater, 1972.

Fra Erik Bruhns opsætning af Chopiniana på Det Kgl. Teater, 1972.

Erik Bruhn, 3.10.1928-2.4.1986, dansk danser og balletleder. Erik Bruhn var en af sin generations betydeligste dansere og en af de første danske balletkunstnere, der gjorde international karriere. Han blev uddannet på Det Kongelige Teaters Balletskole under Harald Lander; fra 1951 fik den russiske pædagog Vera Volkova afgørende betydning for ham. Bruhn blev solodanser i 1949, var ansat ved Det Kongelige Teater indtil 1956, men optrådte i samme periode som gæstesolist i London, Paris og New York.

Det store internationale gennembrud fik Erik Bruhn i 1955 på Metropolitan i New York som Albrecht i Giselle. Hans sjældne sceniske intensitet åbnede for psykologiske dybder i denne og andre af ballettens traditionelle "glansbilledprinser". Bruhn brugte sin fintslebne teknik som en udsøgt ramme omkring en dramatisk-plastisk portrætkunst, der spændte fra James i BournonvillesSylfiden til Jean i CullbergsFrøken Julie og Don José i PetitsCarmen.

Hans reflekterede forhold til ballet ses bl.a. af bogen Bournonville and Ballet Technique (1961). Han skabte enkelte balletter for Det Kongelige Teater, men hans iscenesættelser af klassikere som Giselle og Svanesøenfik større betydning.

Annonce

Erik Bruhn ledede Operaballetten i Stockholm 1967-71 og The National Ballet of Canada i Toronto fra 1983 til sin død. I 2000 skabte Lennart Pasborg (f. 1946) dokumentarfilmen Erik Bruhn - I'm The Same Only More.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birthe Johansen, Erik Aschengreen: Erik Bruhn i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=51479