Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Charlotte Christensen

Oprindelig forfatter AFCh Seneste forfatter Redaktionen

Charlotte Christensen, f. 1945, dansk kunst- og balletskribent; mag.art. i kunsthistorie 1971. Som museumsinspektør ved Aarhus Kunstmuseum 1973-77 og direktør for Kunstforeningen i København 1977-84, som kurator og forfatter har Charlotte Christensen arbejdet med talrige aspekter af dansk kunst fra Christian 4.s tid og til i dag, altid i et internationalt perspektiv.

Hendes vigtige og omfattende monografi Maleren Nicolai Abildgaard (1999) og Gyldendals bog om Engle (2005) har fundet en stor læserskare. 2016 udsendte Charlotte Christensen den første omfattende monografi om rokokomaleren Carl Gustaf Pilo under titlen Drømmebilleder - Carl Gustaf Pilos portrætkunst, hvori der fremlægges et rigt og sammensat kronologisk forløb på baggrund af personalhistoriske oplysninger fra arkiver i Danmark og Sverige.

Som kunst- og balletanmelder har Charlotte Christensen både skrevet i dagbladet Information (1994-2002) og i internationale tidsskrifter, fx Danstidningen og Ballett Tanz. Hun har et skarpt blik for Den Kongelige Ballets stilsikkerhed og kompagniets tekniske niveau.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Middelboe Christensen: Charlotte Christensen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=56768