Seguidilla, (sp., dim. af seguida 'rækkefølge, sekvens', af verb. seguir 'følge'), spansk-arabisk dans, som danses i både langsomme og hurtige versioner. Den akkompagneres af guitar og fløjte eller violin. Stilmæssigt hører dansen til boleroskolen. På balletscenen ses den i August Bournonvilles La Ventana (1856).