Moresca, (ital., af mauresco 'maurisk', af moro 'maurer'), dansedrama, som symboliserer kampen mellem kristne og muslimer. Dansegenren er bevaret i Portugal, Spanien, Kroatien samt Guatemala og Mexico og udføres i par- eller gruppeformation af mænd, der er udstyret med sværd eller stokke. Moresca, som var særlig udbredt i Sydeuropa i 1400- og 1500-t., har fælles rødder med morris dance i England og har sandsynligvis været forbundet med frugtbarhedsritualer.