Jig, (eng. 'danse, ryste', måske beslægtet med gige og gigue, dvs. vist opr. lydmalende ord), primært en britisk eller amerikansk spillemandsmelodi i tredelt takt (6/8-, 9/8- og sjældnere i 3/8- eller 12/8-takt), men historisk og nutidigt set også betegnelse for en dans udført til denne musik, ofte en solodans med steptrin eller andre prangende trin. Dansen jig er i USA til tider synonym med "clogging", som menes at være en blanding af irske, vestafrikanske og muligvis indianske steptrin. Hvad gruppedanse angår afslører betegnelsen jig ikke noget om dansens form, men kun at den danses til en melodi i jigtakt. Se også gigue.