Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ungarn - dans

Oprindelige forfattere AGiu og EAsc Seneste forfatter HaAn

I traditionel ungarsk dans ses indflydelse fra såvel Europa som Asien. Til de ældste danse hører kredsdanse udført af kvinder (karikázó), mandsdanse eller såkaldte par-springdanse (ugrós) og renæssancens improviserede mandsdanse, fx svinehyrdedans (kanásztánc), stokkedans (botoló) og sværddans (hajdútánc), som alle blev udført til sækkepibemusik.

Til de yngre danse hører verbunkos, en dans fra 1700-t., som oprindelig blev brugt ved rekruttering af soldater til hæren, og pardansen csárdás; i 1800-t. fik begge dansetyper status af nationaldanse og kom til at indgå som karakterdanse i balletopsætninger i en række andre lande.

I begyndelsen af 1970'erne opstod "dansehusbevægelsen" (táncház), der tog afstand fra de kommunistiske danseensembler og deres koreograferede opsætninger; inden for rammerne af táncház organiseredes uformelle dansesammenkomster, hvor ungdommen kunne mødes og i en så autentisk form som muligt indlære og udføre traditionelle danse til levende musik.

Annonce

Et klassisk balletliv udfoldede sig i Budapest siden 1837 på nationalteatret og fra 1884 i statsoperaen. Trods påvirkninger fra både østlige og vestlige ballettendenser og gæstekoreografer har Ungarn fået et eget balletliv med koreografer som Gyula Harangozó (1908-74), László Seregi (1927-2012) og pædagogen Ferenc Nádasi (1893-1966).

Internationalt kendt var Aurel von Milloss (1906-88), der fra 1938 levede i Italien, men gæstede hjemlandet. I Pécs ledede Imre Eck (1930-99) 1960-68 Ballet Sopianae, hvor han med unge dansere skabte en avantgardeplatform; siden 1992 har kompagniets leder været István Herczog. Den folkelige dans løftes til professionel scenekunst i Ungarns statslige folkeensemble.

Læs mere om Ungarn.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anca Giurchescu, Erik Aschengreen: Ungarn - dans i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=176975