• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Spanien - dans

Oprindelige forfattere AFCh, AGiu og EAsc Seneste forfatter HaAn

Traditionel dans forekommer i både rituelle og sociale sammenhænge. De rituelle danse udføres ofte af mænd, og de kan være knyttet til religiøse fester eller symbolisere kamp eller frieri; der indgår ofte genstande såsom sværd, stokke, tørklæde og masker. Bedst kendt er sværddansen fra Galicien og stokkedansen baile de Ibio fra Cantabrien. Ved festligheder (fiestas) danses kredsdanse som sardana fra Catalonien eller resbalosa fra Castilien. Pardansene jota, fandango og seguidilla udføres til afvekslende instrumental og vokal musik. Jota, der er fra Aragonien, danses også i Navarra, Castilien og Valencia.

Den andalusiske dans flamenco er en af de kendteste spanske danse med rødder i flere kulturer. Fandangoen, som er en variant af flamencoen, findes i mange lokale varianter: rondeña, malagueña og granadina. Seguidillas, der er i moderat tempo og tredelt takt, danses i områderne omkring La Mancha, Murcia og Sevilla. På Ibiza og Mallorca danses la llarga (den lange) og la curta (den korte) med store kastagnetter.

Som scenedans har spansk dans i 1900-t. især været præget af enkeltstående danserkoreografer som La Argentina (1890-1936), Pilar López (1912-2008), José Greco (1918-2000), Antonio Gades (1936-2004) og andre, der skabte deres egne kompagnier. I 1978 grundlagde det spanske kulturministerium Ballet Nacional Español, der danser klassisk spansk og flamenco, og året efter kom Ballet Nacional Clásico, der danser klassisk ballet; 1983 blev de to kompagnier lagt sammen under navnet Ballet Nacional de España. I 1990 blev Nacho Duato kompagniernes balletmester, og han har givet nationalballetten ny identitet ved at blande det klassiske, det moderne og den folkelige spanske stil. I 1990'erne så man en ny generation af moderne flamencoartister, hvis træning er inspireret af både ballet, jazz og moderne dans. Se også boleroskolen.

Annonce

Læs mere om Spanien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Middelboe Christensen, Anca Giurchescu, Erik Aschengreen: Spanien - dans i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162828



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Spanien - dansMarker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik